»Det er en meget pæn unge«, siger Anna. »Men der er nok nogen, der har mere brug for hende, end vi har«. Senere bruger hun udtrykket 'til helvede' om den nye lillesøster. Så siger mor også: »Hvor har du lært det udtryk?«. Og Anna kan svare med et smil: »I skolen«. Bogen hedder 'Mangler der ikke en pige her?'. Så er niveauet ligesom lagt. Rønnaug Kleiva fortæller uden omsvøb om en uvilje mod det nye familiemedlem, der er så stor, at den slet ikke lader sig civilisere. Anna gør alt, hvad hun kan for at jage dette uønskede væsen bort - og gøre opmærksom på sin eksistens. De fleste familier var bukket under for presset, men ikke Annas, der behandler hende med distræt omsorg og tolerance. Pigen får lov at løbe linen ud, og det vil sige, at hun lader sig midlertidigt bort-adoptere til en malerinde. De drikker kaffe og bliver enige om, at hvis Anna skal males, så er det i form af en engel. Det er en historie, der kommer helt ud i krogene af jalousiens grønne gestalt, der, hvor fornuften hører op, og lunten bliver kort. Inger Lise Belsvik har gennemtegnet bogen i sort-hvid og en enkelt rød farve. Det er i høj grad hendes raffinerede billeder, som lukker op for den kompromisløse tekst. Det gode ved 'Mangler der ikke en pige her?' er, at alle kan more sig over den - lillesøster eller ej. Det er dog mest en storesøskendebog. I tilfælde af familieforøgelse er den god at have ved hånden.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























