0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Indhentet af fortiden

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Alice Hoffman husker mange fra den charmerende og filmatiserede roman 'Praktisk magi'. Faktisk foreligger der en halv snes bøger af hende på dansk. Hun skriver i en mere billedrig stil, end vi er vant til inden for afdelingen af seriøs amerikansk underholdningslitteratur. Hvis man ellers bryder sig om hendes anstrøg af patos og magisk naturbeskrivelse, vil man også kunne lide hendes nye roman 'Den blå dagbog'.

Den indleder med en ægteskabsskildring af så formidabel idyl, at den kun kan rammes af en katastrofe. Det er den nødt til, for at romanen kan køre videre. Ethan og Jorie er efter tretten års ægteskab stadig vildt forelskede i hinanden.

Ethan er noget af et mirakel: den smukkeste mand i byen med et smil, der kan sejle enhver kvinde i sænk. Dygtig og pligtopfyldende tømrer. Tålmodig og opbyggelig baseballtræner for byens drenge, inklusive sin egen. Og endelig frivilligt medlem af det lokale brandkorps med heltestatus på grund af sin grænseløse tapperhed og uforfærdede redninger.


Hvorfor bliver en mand som Ethan anholdt en dag, pludseligt og uventet? Fordi han har en fortid. Romanens udsagn om sit fortidstema er, at intet kan befri en for den: »Fortiden bliver hos et menneske, klæber til hans hæle som lim, usynlig og knugende og uundgåelig, bundet til fremtiden lige så sikkert som dagen til natten«.

Man er jo hverken slået af indsigten eller formuleringen, men romanen viser, hvad der ligger bag, når fortiden dukker op på det grusomste. Jeg skal ikke afsløre her, hvad det er for en frygtelig begivenhed, der engang fik Ethan til at rejse bort for at havne i en anden stat og udgive sig for en anden, for romanen kan læses som en psyko-thriller, hvor læseren får del i den samme langsomme afdækning af Ethans forhistorie som hans kone.

Til hende siger han, da han er blevet fængslet: »Det menneske, der begik de forfærdelige ting, fortjener at blive straffet for sine fejltrin. Men hør her: Jeg er ikke ham«. Fortidstemaets retning går på, om man skal stå til ansvar for tidligere handlinger, når man har gennemgået en veritabel personlighedsændring. Er man den samme person livet igennem? Forbedring er vel noget man belønnes for - eller hvad?

Vi har her at gøre med en mand, der tilsyneladende har forvandlet sig fra en egoistisk og tankeløs slyngel til indbegrebet af godhed og charmerende elskelighed.


Det er for så vidt en meget voldsom roman - dele af indholdet i hvert fald - og det kan diskuteres, om Alice Hoffman har det rette tonefald til dette i grunden moraldebatterende stof. Hun sætter det på form, men det er næsten, som om man er for godt underholdt. Retfærdighedsvis skal siges, at dette formentlig er en for dydsmønsteragtig betragtning i vore dage

Men forudsætningen for romanen er i første omgang, at man tror på, det er muligt at ændre sig så meget som Ethan. Jeg tvivler, og det gør forfatteren faktisk også selv i løbet af romanen. Det er her, den bliver interessant at læse, i forløbet af hans kones erkendelser, mens hun geografisk afsøger hans gamle egne.

Forestillingen om identitet som en sammenhængende størrelse set gennem et helt livsforløb er i dag regnet for gammeldags. Troen på den foranderlige identitet er til gengæld et hypermoderne emne. Det bliver konkret sat på prøve for Jorie og deres 12-årige søn, der begge langsomt fjerner sig fra Ethan. Det er der til gengæld andre, der ikke gør. Det er altid en fordel at være charmerende - også når man er forhenværende forbryder.

Det fortællemæssige arrangement indbefatter, at det er sønnens gode veninde og klassekammerat, der har angivet sin vens far ud fra en tilfældigt set efterlysning i et tv-program. Hun oplever alle hånde kvaler ved at have sat begivenheder i gang, hun ikke kan styre, og som hun føler sig foranlediget til at gribe ind i på forskellig måde. Hun er en af Hoffmans typiske intuitive begavelser. Og hendes holdning er så nogenlunde den, læseren ender med at godtage. Fortiden fylder altid for meget.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu