0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sproghavet

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den italienske forfatter Alessandro Baricco (født 1958) har på dansk fået udgivet fire bøger, blandt andet den lille roman 'Silken' (1997), som denne anmelder elskede, da hun opdagede den som paperback forrige år. Nu er 'Oceano mare' fra 1993 blevet oversat - til 'Oceanhavet' - og det er ikke et øjeblik for tidligt.

Rammen er klassisk, lige til en gyser eller krimi: en pension helt ude i klitterne ved vistnok den franske nordvestkyst. Gæsterne er seks mennesker med hver sin dramatiske eller romantisk-traumatiske historie, og så er der det syvende rum, hvis gæst ikke forlader det, før romanen (den vi lige har læst) er skrevet færdig. Han er nemlig dens forfatter, og så er vi ude i noget postmoderne og metalitterært.

Der er også en mængde referencer til og leg med litterære klassikere i 'Oceanhavet'. Det er elegant og sjovt for dem, der er tilpas velbevandrede i Joseph Conrad, Italo Calvino og pseudonymet Lautréamont - og det giver overhovedet ingen skår i glæden for os, der ikke er. (Vi har vel vore egne associationer!).

Det, der driver læseren - og drevet bliver man med lyst! - er ikke spørgsmålet om, hvem Baricco nu parafraserer, ej heller om der begås et mord og af eller på hvem, men sproget, elementerne, ideerne og legen med dem alle tre. Naturligvis takket være en oversætter på omgangshøjde: Jytte Lollesgaard. (Kun ét generer mig: hendes brug af verbet 'starte'. Indvendingens bagatelkarakter røber læserens forkælelse).


Kunstmaleren Plasson står i vandkanten og bliver dagligt halvt oversvømmet af tidevandet med sit staffeli forankret med tynde snore til fire sten i sandet. »Det duver umærkeligt for den vind, som altid blæser fra nord«.

Han maler med vand. Plasson studerer havets begyndelse. Alle hans sætninger afsluttes brat på halvvejen, og kun en anden gæst på pension Almayer, professor Ismail A. Ismail Bartleboom, er i stand til at trække hele sætninger ud af ham - hvilket i gengivelse virker som en rørende kærlighedshandling.

Bartleboom står også i vandkanten, midt i sit eget optiske univers med en notesblok under armen, lige hvor bølgerne trækker sig tilbage igen. Han studerer havets ophør.

Og sådan er det hele vejen igennem i 'Oceanhavet'. Læg dertil en ung komtesse, der er for skrøbelig til at leve og for livlig til at dø; en pater, der aldrig når at sige den sætning, han har planlagt, fordi en anden, betydelig mindre glat og høflig ryger ud af ham først nogle rolige, excentriske børn og en smuk ægteskabsbryderske.

Endelig, som en joker, hævneren fra et skibsforlis. Mareridtet på en tømmerflåde, hvor de agterudsejlede bliver vanvittige eller dyriske eller begge dele, fylder hele anden del af Bariccos trefløjede fabel og er en både sugende og suggerede tour de force om overskridelse,