I stedet for at opdele krimigenren i blødkogte og hårdkogte sager, er det langt bedre at tale om den logiske og den lyriske. I den logiske krimi er plottet tegnet med passer og lineal, pengene passer ved udgangen, der kommer låg på alle intrigens gryder på de sidste sider, hvor alt træder frem som en arabesk i et tæppe, et oplagt mønster midt i det obskurt monstrøse. Den lyriske derimod er løsagtig og labyrintisk, og plotmæssigt springer den gerne over hvor gærdet er lavest, blotlægger ikke alt, men er til gengæld smukt vævet på storby, stemning og sanselighed, smerte og sene nætter med ensomme mænd og kvinder, gerne med et vemodigt kys til afsked. Præcis sådan er Ian Rankins fabelagtige krimier. Og det er ikke tilfældigt at han er tidens mest læste skotske forfatter og på alle måder leverer varen i form af engagerede og begavede politiromaner skrevet på poetisk prosa med et forgrenet plot og en politisk brod.
Det vemodige kys
Lyt til artiklen
