0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Volvorealisme

Torbjörn Flygts beretning om en svensk arbejderfamilies vej mod succes i middelklassesamfundet er vellykket og nødvendig, men også meget lang.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Glæden ved at læse har både at gøre med genkendelse og selvforglemmelse. Enten møder man sig selv, herunder de versioner, der stadig måtte være undervejs. Eller også bliver man slynget helt derud i det ukendte og fantastiske, hvor en romanfigur, man troede det ikke muligt, kan finde på at placere et æg i sin vagina, mens hun overværer en tyrefægtning i Spanien.

Georges Batailles bizarre 'Historien om Øjet' har ikke en disse at gøre med svenske Torbjörn Flygts 'Underdog', men det er just pointen. Når Flygts roman, en svend på 400 sider, er blevet en overvældende succes i Sverige, hvor den har solgt mere end en kvart million eksemplarer, må det have at gøre med det behov, masser af mennesker hinsidan har for at få deres egne liv genkendt, gennemlyst og forklaret.

Og det får de i den grad af Johan, hovedpersonen og fortællerstemmen i Flygts epos om svensk byarbejderklasses gradvise indvoksen i det moderne velfærdssamfund.

'Underdog' er simpelt hen beretningen om Johans liv, som det former sig sammen med storesøster Monika og moderen Bodil i lejelejligheden i kvarteret Borgmästergården i Malmø og i kredsen af mere eller mindre socialt belastede kammerater i industribyen.

Monika arbejder på 'Strømpen', hvor hun sammen med andre ufaglærte kvinder slider ved samlebåndet med at producere nylonstrømper. Folke, børnenes far, skred, da de var små, men Monika knokler ufortrødent på og bliver til sidst belønnet, da hun efter at have videreuddannet sig efter en fyring mirakuløst bliver ansat som kontorfunktionær.

Ikke mindst portrættet af arbejderklassekvinden Bodil, der bare ved, at det er bedre at give sin søn et leksikon end et ishockeyudstyr, må have vakt en stor genkendelsens glæde i mange svenske hjem.


Johan genfortæller sit liv fra slutningen af 1960'erne til midt i 1980'erne med aldrig svigtende kærlighed til sin opofrende og ukuelige mor og kvikke søster. Torbjörn Flygt lader ham huske sit liv i så mange sanselige og visuelle detaljer og med så stor sans for sociologiske skred på både mikro- og makroplan, at 'Underdog' fremstår som en dokumentarfilm i bogform om den forvandling, som også Sverige var igennem i perioden fra Beatles til Bowie.

Der bores knallerter, slås på tæven, mobbes og chikaneres i skolegården og i fritiden. Der suttes pik for en halvtredser oppe hos det gamle svin på tredje, men der elskes også, for selv slagsbrødre, der har været vant til at adlyde lussingers sprog, bliver teenagere med hormoner i kroppen.

Noget af det smukkeste og mest overbevisende i 'Underdog' er Johans forvandling fra genert, indadvendt arbejderklassedreng, en fremmed fugl blandt gymnasiekammeraterne fra villaerne, til ung nyslået mand og elsker. »Båret af en aldrig tidligere erfaret lethed«, svæver han gennem morgenen, »søvnløs stolt« efter at have glemt sig selv sammen med Birgitta.

Monika begynder på lægestudiet, får et barn med Stig, der sagde, han vil forlade sin kone og børn til fordel for hende, men ikke gør det; Johan ender til sin egen forbløffelse med at blive jurist, mens flere af hans kammerater ender i sumpen, på arbejdspladserne er der så småt noget, der begynder at hedde computere.


Flygts projekt om social opstigen uden medfødt sikkerhedsbælte er både sympatisk, nødvendigt og i bund og grund godt gennemført. Når man (ikke mindst som dansk læser) alligevel kan have forbehold over for forfatterens kraftpræstation, er det, fordi han ikke forstår at begrænse sig. Alt for mange af de små kapitler rummer pointer, man allerede er blevet præsenteret for.

Her viser svagheden i den kronologisk genfortællende fortælleform, som gør bogen så nem at læse, sig for alvor. Omkring side 300 begynder man for alvor at savne det for alvor uventede, fantastiske eller anderledes.

Ikke på Bataillemanér, snarere på Kjærstadfacon, som det sker i den norske forfatters bevidsthedsbombe af en saga om Jonas Wergeland, der både indholdsmæssigt og fortællemæssigt sprænger alle rammer, samtidig med at fortællingen bobler over med erindringsstof af den slags, som flyder fra Flygts Johan i så stride strømme.


Flygts projekt er et andet end Kjærstads. Set som et led i en kulturkamp, vi er som bekendt midt i den til enhver tid, er 'Underdog' et smukt bud på en generations- og arbejderklasseroman om tilværelsen i den del af samfundspyramiden, hvor studenterhuer (stadig) ikke er en selvfølge, men det ændrer ikke ved, at den kræsne læser, der for længst har vænnet sig til at befinde sig i postmodernitetens wergelandske orgie af fortællinger, kan savne et granatchok eller et par fatale punkteringer i den driftssikre Volvorealisme om Johan, Monika og Bodil.

Man glæder sig over menneskekundskaben, når den voksne Johan et sted slår fast, at definitionen på at blive så voksen, som man nogensinde kan blive, er at nå frem til det punkt i ens liv, hvor man indser, at ens opgave går ud på at være til for sine forældre (det er ikke længere deres opgave at være til for én selv), men hvad med alt det andet, der befinder sig inden for menneskets mulighedssans som i kombinationen af æg, kropsåbninger og tyrefægtninger?

Kjærstad har det, Flygt mangler det, og i sagens natur mangle det, fordi arbejderklassens skæbne er, at den netop ikke får andel i de civilisationsgevinster, eller hvad man nu skal kalde dem, som klassesamfundets for alvor frisatte lag altid har kunnet tillade sig at nyde.