'Bag banegården ligger havet' er titlen på den prisbelønnede tyske børnebogsforfatter Jutta Richters nye bog. Hun mener nok, at alle veje fører til Rom. Dog: Nogle banegårde ligger tæt ved det store hav, og andre uendelig langt væk. Bag Jacky Gleichs smukke gyldne omslag ligger en mistrøstig historie om posefolket i en storby. Ny mand på gaden er en dreng på ni år. Derfor kalder de ham Nieren. Hvad han har oplevet, strejfes kort og kontant, i stedet breder Jutta Richter sig i et sansemættet, nøgternt sprog om alt det, man ikke kan se. Om den gode engel, der holder hånden over en dreng som Nieren. Før han blev gokket ned med en ølflaske, gav hans mor ham en skytsengel, som han nu sælger til Nattens Dronning på et værtshus. Hun køber den, og selv om pengene skal bruges til at realisere drømmen om en limonadebod i strandkanten sammen med vennen Kosmos, så er drengen fortabt uden sin hjælper. For en stund holder hele gaden vejret, mens historien kører mod sin slutning. Det ender foreløbig godt - der kommer en lille limonadebiks i sandet - men er det noget, der holder? En bog som denne fortæller sin ekstremt barske og realistiske historie i et svøb af stemninger og skæve iagttagelser. Nærmest som et eventyr. Der er ingen vrede, men en inderlig sorg over, at man skal blive voksen, ti år før det er nødvendigt. De forskellige randeksistenser omtales med respekt og som personligheder. Især Dronningen rager op. Hun har i virkeligheden heller ikke brug for en lille drengs skytsengel. 'Bag banegården ligger havet' føjer sig smukt ind i rækken af moderne alvorlige og grænsenedbrydende historier for børn, som de skrives i disse år. Jutta Richter går efter sagens kerne, ligesom en fortæller som Louis Jensen. Og så har hendes bog sådan et pænt omslag!