Som ethvert barn i universet ved, gør det ondt i det ar, Harry Potter har i panden, når Lord I-Ved-Hvem er i nærheden. Men hvordan skal Harry tolke det, når arret svider og brænder, så det til sidst føles, som om hans pande flækker? Er det virkelig Mørkets Herre, der har rejst sig endnu en gang, eller har Harry blot ondt i knolden, fordi han tumler med alt, som en hormonboblende teenager nu engang har mellem ørerne? Stakkels Harry Potter har det mildt sagt ikke nemt i dette fejende flotte femte bind om hans magiske meritter, der meget direkte følger op på bind fire om 'Flammernes Pokal'. Men heldigvis skyldes hans vanskeligheder ikke kun dementorer og dødsgardister og alle dem, der ikke tror en døjt på ham, når han siger, at Lord Voldemort er tilbage. Et par pigeøjne er nok til, at drengen, der har overlevet den magiske verdens farligste besværgelser, er ved at gå i gulvet: »Han kunne ikke tænke. En prikkende fornemmelse bredte sig i hans krop og lammede hans arme, ben og hjerne. Hun stod alt for nær. Han kunne se hver en tåre, der hang ved hendes øjenvipper«. I det hele taget er det med piger en vanskelig sag. Lad gå, at nogle af de værste fanger fra fængslet Azkaban bryder ud. Lad gå, at gode gamle rektor Dumledore fra Hogwarts bliver fyret, og at Gryffindors bedste spiller får et livslangt forbud mod at spille quidditch. Den slags er en dreng af Harrys støbning vant til at tackle, men kvinder! Hvorfor skal man have timer om spådomme og eliksirer og gå til ekstra timer i Okklumensi hos professor Snape, når det er hunkønsvæsner på ens egen alder, der er sværest at forstå?