0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det ondes dunst

James Lee Burke sætter med den nye Robicheaux-roman 'Jolie Blons Blues' en høj standard for krimilitteraturen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvorfor skriver du ikke en krimi? Det må da stort set være den eneste slags bog, du ikke har prøvet at skrive. James Lee Burke fulgte i 1984 det gode råd fra en gammel ven og forfatterkollega.

Han opfandt politimanden Dave Robicheaux fra New Iberia i det cajunduftende Louisiana, hvor luften er sumpet og fuld af anelser, korruption og krydret mad. Dermed satte han en effektiv stopper for, hvad der indtil da havde været en temmelig frustrerende karriere som forfatter.

Hans tredje roman 'Lay Down My Sword And Shield' solgte så få eksemplarer, at ingen forlægger ville røre ved ham med en ildtang. Da hans fjerde roman 'The Lost Get-Back Boogie' udkom efter 13 år i afslagenes ørken, blev den nomineret til Pulitzerprisen. Inden da havde Burke i forbindelse med denne bog alene modtaget ikke færre end 111 afslag fra amerikanske forlæggere!

Kunne ikke stave
Den slags kølighed mødte ikke James Lee Burke i selskab med sin nye ven og indtægtskilde Dave Robicheaux. Han skrev to kapitler og sendte dem til den respekterede krimiforfatter Charles Willeford, der ikke tøvede med at give sit blåstempel.

Så Burke skyndte sig at skrive 'Neon regn' færdig og sende den til sin agent. Denne kontaktede tre forlag. Alle tre var ved at falde over hinanden for at komme til at udgive, hvad der skulle blive den første i en serie, der har rundet dusinet og nået et nyt højdepunkt med den netop udkomne 'Jolie Blons Blues'.

En serie som har hærskarer af edsvorne verden over, har modtaget de fornemste krimiudmærkelser og gang på gang er blevet fremhævet som nogle af de kriminalromaner, der gør skillelinjen mellem krimi og 'rigtig' litteratur irrelevant.

»Jeg synes selv, det jeg laver, er kunst. Ellers ville jeg ikke knokle så hårdt med det«, har han udtalt. En anmelder ved Time Magazine erklærede sig cirka halvvejs i serien uenig og skrev om Burke, at »han lider under et frygteligt og altovervejende ufortjent ry for at være en seriøs forfatter«.

Anmelderen var helt på linje med collegeprofessoren, der i James Lee Burkes skoletid i Texas mente, at hans håndskrift måtte vække afsky i ethvert øje, og at hans færdigheder udi stavningen var af en sådan kaliber, at den gode professor greb sig i at ønske, at fønikerne aldrig havde opfundet alfabetet.

Men hvad man ikke har fra starten, kan man lære sig til. Der var i hvert fald ikke nogen tvivl om, at Burke har haft den seriøse forfatterambition fra en tidlig alder. Sin første roman skrev han, mens han som så mange andre texanere tjente hyren ved at pumpe olie op til havets eller jordens overflade.

'Half Paradise' skrev han som 23-årig. Samme år som han blev gift med den Beijing-fødte stewardesse Pearl. Parret har fået fire børn, og dermed har der fra starten været dømt kamp for levebrødet i Burkes tilværelse. Så mens han kæmpede for at holde skrivemaskinen varm, rejste familien Burke fra stat til stat, hvor farmand kunne få arbejde som skovmand, socialarbejder og andre forefaldende job.

Selvom levebrødet krævede sin mand af den ansvarsbevidste Burke og forlagsverdenens interesse sjældent var mere end lunken, skrev han videre. 'Half Paradise' blev udgivet fem år efter den blev skrevet.

Hans første romaner fokuserede realistisk og i et levende og spændstigt sprog på marginale eksistenser i Texas og Montana. Kokainsniffende bluegrassmusikere, en ung kulminearbejder, en sort bokser. Tilværelsen for personerne var kriminel nok, men det var ikke krimier, og det gjorde al forskel på bundlinjen.

Manglende kommerciel succes og et seriøst alkoholproblem afstedkom tilsammen den 13 år lange pause i Burkes tilværelse som offentliggjort forfatter. Men det såkaldte tolvtrinsprogram fik ham på vandvognen og der har han været lige siden. Så han ved, hvad han snakker om, når Dave Robicheaux tager sig endnu et livtag med alkoholismens destruktive sirenesang.

Burke vandt over både sprutten og stagnationen og efter den Pulitzer-nominerede 'Lay Down My Sword And Shield' og ikke mindst den store succes, som blev den anden Robicheaux-roman 'Black Cherry Blues' til del, behøvede han ikke længere bekymre sig om at få maden på bordet.

New Orleans-mystik
James Lee Burke, som aldrig selv havde været gæst i kriminalromanernes verden og stadigvæk »ikke aner en flyvende fis om den«, blev i løbet af de følgende år en af de mest læste og berømmede forfattere i krimilitteraturen. Kender James Lee Burke ikke sin krimilitteratur, så kender den i hvert fald ham. Med Robicheaux' Louisiana skabte han et af tidens mest populære litterære landskaber.