Bjarne Reuter skrev 'Månen over Bella Bio', for i enhver børnebogsforfatters liv kommer det tidspunkt, hvor man uden blusel ønsker at fortælle med en voksen stemme om noget helt præcist. Om det klarsyn, der er hos børn, lige før de skal i skole, når barndommen mistes. Klarsyn i bakspejlet er smukt, når det lykkes. Og 'Bella Bio' er vel Reuters smukkeste bog, men det er en anden historie. Anders Johansens Brønshøj ligger et uldent sted i provinsen. Det kan man slutte af fiskehandlerens dialekt. Bogen hedder 'Lasses store verden'. Drengen Lasse på 6 år har det trygt og godt hjemme hos mor hele formiddagen, mens far er på arbejde i banken, og de to ældre søskende er i skole. Det er stunder af frydefuld ro og lykke. Dog ikke når mor med de danselystne fødder har sin migræne. Lasse noterer, at mor snakker livligt med lægen. Og at far ikke vil plante den rosestikling, hun fik af ham. Men han kæder ikke de to ting sammen, for så kommer hunden i klemme i et havegitter, og snart er det formiddag igen. Lasse har en ven, der hedder Morten og en uven, der hedder Freddy Blodtud. 'Lasses store verden' er sindig og jordbunden. Den er fuld af små situationer og inderlige iagttagelser. Der er hunden. Der er en hekselignende dame, som fodrer katte. Masser af bedsteforældre. Børnene leger i Ødemarken, og om vinteren kælker de på Svimlebakken. Lasses ven piller i sine skoldkopper. Så er der en særling, som dyrker grønkål og drikker snaps. Vi er tilbage i slutningen af halvtredserne. Altså tæt på Bella Bio-tiden. Fjernsynet når ikke at komme ind i Lasses verden. Men nutidens læsere ved, at det kom. Tv's indførelse er traumatisk for alle os - Johansen, Reuter og undertegnede - der var børn ved den tid. Senere er det jo som bekendt blevet meget værre. De korte historier om Lasse formår at omfavne både den store og den lille læser. Det er fortællekunst af bedste karat. Tilsat Mette-Kirstine Baks talrige sort-hvide illustrationer, der behandler Lasse som en tidløs fyr. Ingen folklore, men tilbage til rødderne.