Her er en familie, som tager på vinterferie i sommerhus. Mor er sygeplejerske, og far er klodset, så hun har altid sygrejet med. Derefter tager de i badeland, hvor far falder og slår hul i hovedet. Det er ret moderne med klodsede mænd i børnebøgerne for tiden. Så bliver Jette Varmers 'Lyset i mosen' heller ikke mere moderne. Hun er debutant og kunne godt have fortjent lidt mere sproglig vejledning fra forlagets side. Den friske fortællestil, hun benytter sig af, bygger på en hundredårig tradition. Børn elsker den med en ordentlig klat spænding i grøden. Historien er naturligvis vigtig, men den behøver ikke at være så troværdig. Den friske stil skal være entydig, ikke nødvendigvis nutidig. Men frisk! Det er i detaljen, det kan kikse: »På toilettet lyner Tim op, springer håndvasken over, rækker tunge ad håndsæben og går ud til far«. Der er også i historien alt for meget handlingsrøvende snak om mad og spisning. Tim er ellers en pæn dreng. Han er i hvert fald pænere end sin bror Bjarke, der er i den alder, hvor man ikke kan lide piger. Nu er det så uheldigt, at genbodatteren Vita skal med i sommerhus og gisp! Hun skal også med i badeland. Vita redder (naturligvis) hele mysteriet, drengene, æren og den store koloni af elverfolk, dværge og så videre, der er blevet tromlet flade nede i undergrunden af badelandets klordrivende betonpanser. Selveste Åmanden må aktiveres, og under et natligt topmøde i den lunkne sauna ved Elverdam bliver plottet rullet ud. Så sker der ting og sager. Og næste morgen er badelandet væk. Helt væk. Nu står det et andet sted i kommunen, men priserne er nok de samme. Venlige mysteriebøger for børn - gerne med lidt tankegods i - er en ædel genre. Jette Varmer er tændt som fortæller. Hun disponerer ubesværet et stof, der er lige dele hyggerealisme og ren overtro. 'Lyset i mosen' er en pæn bog, men skulle have rullet sig lidt mere i mosen, før den udkom.