0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skabelonagtig mafiahistorie

Sidste bind i Mario Puzos mafiatrilogi, udkommet efter hans død, er desværre blevet for skematisk og overfladisk.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En hersker kalder på sit dødsleje sine tre mest magtfulde stormænd til sig for at vælge den, som efter hans død skal tage sig af hans søn. De gør hver især deres bedste for at overbevise ham om, at netop de er den bedst egnede, og da han omsider vælger en af dem, krænker han de to vragede.

Sønnen vokser op hos sin plejefar, der er fyrste i et land langt borte, og bliver en højtelsket fætter for hans tre børn. Han forelsker sig endda i hans datter, og hun i ham. De tre børn bliver mægtige og agtede på hver sit felt, mens deres adoptivfætter får lov at være familiens glade og let enfoldige legebarn, som alle holder af, men som ingen rigtig regner for noget.

Da plejefaderen bliver myrdet, og hans tre børn er truet, viser fætteren sig som den, han i virkeligheden er: en snu og modig kriger, hvis plejefader lige fra hans tidligste barndom har uddannet og opdraget ham til, når tiden kom, at beskytte sine tre fostersøskende.

Han gør sin pligt og overtager kommandoen, og de tre søskende sætter deres vidt forskellige evner ind på at hjælpe ham, så de onde kan få deres straf, og de gode kan blive reddet. Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage, og sådan gør man da også bedst i at læse sidste bind i Mario Puzos mafiatrilogi.


'Omertà' udkom efter Puzos død, og man kan derfor håbe på, at han, hvis han havde levet længere, ville have poleret stilen, udfyldt nogle af hullerne i baggrunden og givet sine personer noget mere dybde.

Som den er nu, er 'Omertà' bestemt en vældig underholdende historie om Astorre, søn af en mafiaboss på Puzos mytiske Sicilien, der vokser op i en amerikansk mafiafamilie, hvis overhoved har lagt alt til rette for, at hans tre børn kan blive respektable samfundsborgere med succes i den lovlige verden som henholdsvis oberst, advokat og tv-producer, med Astorre som deres skjulte beskytter.

Men det er også en underligt skematisk historie med skabelonagtige og somme tider temmelig surrealistiske personer, der ganske vist somme tider siger interessante ting - f.eks. om straf og tilgivelse - men altid gør det på en temmelig tung og stiv facon, som om argumenterne bliver krydset af på en tjekliste, efterhånden som de formuleres.

Den realisme, som Puzo ellers berømmes for, er der ikke meget af, tværtimod smøres der ikke sjældent så tykt på, at man føler sig hensat til et ironisk tegneserieunivers.