Drager ser ikke så godt. De er også lidt dumme. Men de kan lugte! Og så spyr de ild, når der er frisklavet brød i farvandet. Alt dette står at læse i Sherryl Jordans 'Den sidste drage'. Denne newzealandske forfatter er godt repræsenteret på danske boghylder takket være forlaget Klim. Hun kan minde lidt om vores egen Josefine Ottesen, og Sherryl Jordan har da også i sine - ofte eventyrlige - bøger bevæget sig fra det lidt new age-agtige og firkantede mod større armbevægelser, afgrunde og uafklaring. Så en drage er ikke større end en hest. Men den er meget smuk. Vrimler med kinesere Vi er i England på pestens tid (1356). Drengen Jude står helt alene i verden, efter at hans landsby er blevet brændt ned til grunden, mens han var væk. Var det dragen, eller var det skotterne? Jude bliver optaget i en trup af gøglere, og herfra flygter han med vanskabningen fra buret, der er en kinesisk pige med indsnørede fødder, som er strandet på Englands kyst. De to store børn søger ly hos en anden kineser. Det vrimler med dem! Lan er en klog kone, og hun lærer dem et middel mod drager. For første gang i landets historie brager en krudteksplosion mellem klipperne. Dragen slår med halen. Så er den død. Den var den sidste af sin art. Jude og Jing-wei får hinanden, og klosteret for Skt. Edmund i Minstan får deres drageskæl. Nu går de to ind i gåsebranchen. Hendes bedste bog Sherryl Jordan fortæller så mildt og med godt humør om de strenge tider. Der fremmales et synligt landskab af fattigfolk og hårdt arbejde. Historien har ingen konger og stormænd, men den har vingefang i legenden om 'Den sidste drage'. Der er liv i personerne. Man kan lugte dem. Det er en usædvanlig (god) bog i genren 'historisk realistisk eventyr'. Det er i hvert fald den bedste bog, Sherryl Jordan har skrevet.