Nils Schou fortæller videre om familien Grantoft fra Enghave Plads (i København). Af titlerne kan man se, at det er ungdomsbøger. Den første hed 'Fucking forelsket', nu er det bare 'Cool love'. Indeni er det heldigvis knapt så avanceret, for Nils Schou har gemt en god historie midt blandt alle SMS'erne og Vesterbros ukuelige elendighed. Mor i himlen Andreas måtte gå meget igennem, før han fik Monika vristet ud af bossen Tom P.s næver. Nu har han hende, men han savner 'brugsanvisningen'. Og nu er hun lige skredet. Andreas skriver det hele ned. Også for mors skyld, så hun kan læse med oppe fra sin sky. En lillebror hænger ud med de sejeste, og far Bjarne siger stadig ikke mere end få ord ad gangen. Hjertevarme billeder Familien Grantoft kom ind fra Hjørring - minus en mor - og de er gode til at holde sammen. På den mest kringlede og kejtede facon raser og ruger 'drengene' sig igennem sorgen, savnet og de nye omgivelser. Det fortæller forfatteren om i præcise og hjertevarme billeder. Ikke mindst ude fra spisebordet i køkkenet, hvor fjernsynet kører. Når så Monika kommer ind og siger »fuck!«, er alt godt. Trættende sprogbrug Uden at hæve én pegefinger fortæller 'Cool love' om et miljø, hvor man ikke nøjes med at sige fuck for sjov. Der er en del snavs. Der bliver også handlet med stoffer og svinedrukket. Vold og hjernedød fylder godt. Det sidste i form af en elskelig pensionist, som Andreas plejer at finde og følge hjem igen. Nils Schou har samme pertentlige svaghed for lokalkolorit i form af gadenavne, som Flemming Andersen har i sin nye mysteriebog fra Århus, der blev omtalt sidste lørdag. Er det mon et levn fra drengespejdertiden? Denne forfatter skejer dog ikke nær så meget ud. Sproget er indimellem voldsomt gearet. SMS'erne hopper frem og tilbage. Det virker ægte, men trættende. Allerbedst er de rolige stunder, hvor det tager tyve minutter at fortælle om 'fuck'. Brugsanvisning til piger Nils Schou har et ørneblik for pauserne og alt det usagte. Samt hverdagens grovkomik. Der er et guldrandet skær af folkekomedie over familien Grantoft. Historien er rå og kærlig, grænsende til det sentimentale. Det er fucking flot! Naturligvis genforenes drengen og pigen, og Andreas finder frem til brugsanvisningen. Det er far Bjarne, der holder årets længste tale over emnet 'piger'. Det er ikke som i fodbold, siger han. Det drejer sig ikke om at lave mål. Det gælder om at beherske midtbanen! Den tænker Andreas længe over. Hvem ville ikke gøre det!?
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























