Oh, at være en flue på væggen, når d'herrer Nordahl og Tom-Petersen planlægger deres næste bog! De drikker sikkert letmælk og ryger pibe. Måske spiller de ludo. »Hm-hm!«, siger den ene. »Hm-hm!«, siger den anden. Og så er dét på plads. Rarheden indfinder sig. Bertill Nordahl skriver på det jævne, og Jesper Tom-Petersen tegner jo, sådan som enhver kan gøre det. Sammen er de uovervindelige! Der er en kemi i herreværelset, som skaber denne frejdige rarhed i slutproduktet. Især er det vel tegnerens fortjeneste, fordi han tør være åben og enfoldig. Han er det på en meget raffineret facon. Middelalder 'Stubbe Riddersøn får sin første ven' er en historisk billedbog for mindre børn. Handlingen kunne sagtens foregå i Herlev, men nu er vi i middelalderen, hvor borgherrens søn går rundt i borggården og keder sig. Stubbe må ikke gå udenfor, men det kommer han alligevel, og her møder han tilværelsens krasbørstige sider. Han bliver mobbet og bestjålet og beskidt. Til sidst kommer far Ridder ridende i sin nye bil, undskyld, på sin nye hest. Alt bliver godt, og den rare skomagersøn får lov at komme og lege med Stubbe. De skal nok fægte eller spille PlayStation. Lidt provokerende Middelalder eller ej! Jesper Tom-Petersens figurer ændrer sig ikke meget, selv om de får vadmel på kroppen og sutter på fødderne. De kigger med deres store, troskyldige øjne som figurerne i et dukketeater, mens de bliver placeret på varierende baggrunde af fortid og folklore. Sådan puster han liv i sine tableauer. Det må også have været sjovt for tegneren at skulle udskifte nutiden på villavejene med ægte detaljer fra 1300tallet. Riddersøn Stubbe får en ven, og de mindre billedkiggere får en ny, god (og rar) historie. I sære omgivelser, men med et enkelt indhold. Det er faktisk lidt provokerende. Hm-hm!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























