Erik sidder i kørestol. Han har også mistet stemmen, så Jens Smærup Sørensen må fortælle hans historie. Erik er obsternasig og uafklaret, så det kommer ud i stød og tanker som tarmslyng. Historien om 'Astrid' er ikke nem at læse, den er indtrængende, nærmest påtrængende, men det lønner sig, og man bliver også klogere på det jyske sind. 'Astrid' er udkommet i Dansklærerforeningens serie 'frit for fantasi', der ikke kan skamroses nok. Bøgerne er forlods afsat til skolerne i store oplag, så de kommercielle hensyn kan vige for det litterære. Og den fordel forvaltes på det fineste. Tilbage til Erik, der sidder og skumler i sin kørestol. Han fatter stadig ikke, hvad der skete den dag ved Vejlebroen i tæt tåge. Og op til ulykken. Erik var på vej i sin mors bil med sin Astrid og vennen Thøger, fordi de skulle redde Thøgers kæreste Bianca ud af kløerne på nogle venstreorienterede ovre i København. Det var ganske vist første gang, Erik kørte væk fra Mors og over Sallingsundbroen, siden han fik sit kørekort, men viljen var god nok. Lukker op for to bonderøve Historien fortælles i talrige tilbageblik, knudrede sætninger, besindige konstateringer og en sprogtone, der ændrer karakter undervejs. I begyndelsen raser Erik. Bandeordene flyder ud over siderne. Senere tænker han. Han resignerer. Og han rejser sig op. Også helt bogstaveligt og med flere af sine lemmer. Stemmen kommer tilbage. Han bliver student, og kan selv cykle op til kirkegården, hvor Astrid ligger. Hvad kan man lære af det? Jens Smærup Sørensen lukker op for to jævne bonderøve, der ikke tror, at følelser er noget, som angår dem. Vennen Thøger, der overlevede i bedre stand, bliver røntgeniagttaget fra kørestolen. Det gør hele den øvrige omverden også. Det er et hidtil ukendt klarsyn, som bor i Erik nu. Han vurderer de forskellige grader af naturlighed. Indimellem leger forfatteren med sin læser. Jeg »finder på dig«, siger han til mig. Og han leger også med de forskellige betydninger af 'er' eller 'var'. Bogen er en egenartet, knortet konstruktion, som måske ikke lever op til seriens 'frit for fantasi'. Men nøgternt og lidenskabsløst afdækker den en drengemåde at tage verden og problemerne ind på. Det er dissektion på højt plan.