Under læsningen af den i Wien bosatte Peter Waterhouses (f. 1956) til dansk oversatte 'Blomster' er det umuligt at undgå at tænke på Percy Bysshe Shelleys langdigt 'The Sensitive Plant' (1820), altså 'Den følende blomst', som Sophus Claussen i 1906 fordanskede. Ikke alene fordi digteren Martin Larsen fra forlaget Basilisk nu har bedrevet en oversættelse, der kan måle sig med Claussens gendigtning, men også, og ikke mindst, fordi Waterhouses langdigt fra 1994 i flere henseender lader sig læse som en replik til og overskrivning af Shelleys romantiske smøre. Shelley versus Waterhouse Parallellerne og forskellene er lige iøjnefaldende. Begge digte er langdigte, altså længere, sammenhængende formationer af strofer centreret om ét stort tema, en rød tråd, et blivende motiv. Begge digte kredser om blomsten som motiv og figur, og begge digtere befandt sig i skrivende stund i udlændighed (Shelley skrev sit digt i Pisa i Italien). Men her træder forskellene også straks ind. Shelleys digt foregår udtrykkeligt i en have, altså en afgrænset, kultiveret og menneskeskabt afdeling af naturen; Shelleys digt falder desuden i tre dele med en fjerde 'conclusion'; og Shelley besynger i sit digt skønhedens tidløse og triumferende kraft - blomsten kan nok bukke under for vinterens polarkulde, men selve den skønhed, den i sin fulde blomstring inkarnerer, er uforgængelig. Opgør med romantikken Går vi herfra til Peter Waterhouse, er kontrasten slående. Waterhouse vælger udtrykkelig et bundtrist, forblæst industriområde på grænsen mellem by og land som sin lokalitet, i sin kerne en fornægtelse og omvending af romantikkens sværmeri for haven og det kultiverede naturlandskab. Og Waterhouses digt falder i én lang del, uden tematiske opdelinger af nogen art, der kan tæmme og ordne ordstrømmen. På samme måde iværksætter Waterhouse næsten drilsk (med tanke på Shelley) en undersøgelse af uskelneligheden mellem natur og kultur, de zoner, hvor naturen og kulturen umærkeligt glider ind i hinanden - og parallelt hermed sker der hos Waterhouse en bevidst blanding af det grimme og det smukke, det uplejede og det dyrkede, det forgængelige og det uopslidelige. Hos Waterhouse har vi: »Neonlamperne klokken ni om morgenen i den store hal, drivhusblomsterne«; og vi har »Bilens lygter når samme højde som mellemstore stauder«. I begge tilfælde kan vi bevidne en jævnføring af det kunstige produkt med naturens egen herlighed, drivhusblomsterne og neonlamperne, billygterne og stauderne. Det skønne ved det grimme Og også vi selv beskrives som natur(kultur)væsner: »Farveplakater i landsbyen, for vi er bier«. Ergo sker der hele vejen igennem en betoning af, at grænserne mellem natur og kultur er opløste, begge områder tenderer mod at glide over i hinanden. Den havemur, som hos Shelley tillod et skarpt skel mellem det indre og det ydre, det blivende og det flygtige, er hos Waterhouse erstattet af mere ironiske, mere nøgterne og mere labile overkrydsninger - skønheden kan lige så vel ligge i de neonoplyste drivhusblomster, som hos den forblæste anemone i vejkanten, indhyllet i trafikos fra de forbikørende lastbiler. Brødrene Grimm Efter selve digtet samtaler Waterhouse med Martin Kubaczek, og her redegør digteren fint for en række af sine kæpheste. Waterhouse forklarer sin fascination af udkantsområdet ved at fremhæve dets karakter af »parataktisk landskab: Et, hvor modsatstillede ting er mulige på samme tid, et, hvor der ikke kunne findes nogle over- eller underordnende strukturer«. Det er interessant, at Waterhouse peger på brødrene Grimms ordbog som en sine bedste kilder til sproglig inspiration, og til opøvelse i langsomhed og tålmodighed; og ligeledes, at Waterhouse eksplicit tager afstand fra den 'sprogkrise', den udbredte skepsis og mistænksomhed over for sprogets evne til at benævne verden, der hjemsøgte mange af det forrige århundredes digtere og forfattere. Men det måske mest slående er, at Waterhouse udtrykkeligt selv peger på sit motiv til at skrive digtene som en 'idylliseringsimpuls', en hengivelse til tillid og trøst: »Noget som jeg anser for at være grundlæggende mere barnligt. Mere barnligt og tillidsfuldt. Erindring som en erindring om ikke-brutalitet«. For heraf fremgår det jo, at Waterhouse ikke blot aggressivt og ironisk ønsker at omvende og undergrave Shelleys romantiske naturlyrik; men at han måske snarere er drevet af håbet om at kunne genoplive den, i en på én gang nøgtern og hengiven gestus, en gestus der tager hensyn til, at også billygtens lys kan inkarnere poetisk skønhed. For 70 kr. mener jeg nok, man kan unde sig selv den fornøjelse, det er at dufte til Waterhouses teknologiske og botaniske sprogblomster.