»Hvor kommer jeg fra, hvor ender jeg henne, og hvad helvede skal alt det pis til for?«. Sådan udtrykkes det store livsspørgsmål af en af hovedpersonerne i Juli Zehs roman 'Ørn og engel'. Bogen blev den store debutantsucces i Tyskland i 2001, og nu breder den sig hastigt til andre sprogområder. Normalt får den slags romanreplikker mig til at gå ud og lave hold mig vågen-kaffe. De plejer at signalere den mondæne misantropi, som visse forfattere bruger som erstatning for menneskekundskab. Men i dette tilfælde viste der sig at være dækning for de sorte ord, for romanen er en overbevisende studie i fortvivlelse, en fascinerende krydsning mellem høj og lav litteratur, mellem thriller og raffineret kryptik. Opløst i kokain Bogens jeg-fortæller hedder Max, han var fed, bumset og mislykket i skolen, men tog sig sammen og blev topjurist med speciale i folkeret. Max' eneste kærlighed var Jessie, den forhutlede datter af en rig mand med fornemme forbindelser og skumle forehavender. Jessie har skudt sig - gennem øret, mens hun talte i telefon med Max. Max prøver at smide sit eget liv væk ved at opløse det i kokain. Men inden det lykkes, begynder han at fortælle sin historie til radioværtinden Clara, der kører et dystert kultprogram i de sene timer, hvor folk kan ringe ind og fortælle om deres tragedier. Clara hedder egentlig noget andet og studerer psykologi på universitetet, som Max finder ud af, da de mødes i virkelighedens rum. I det mærkeligt kuldslåede og aggressive tiltrækningsforhold mellem dem kommer hele historien lidt efter lidt for en dag, og til slut er alle gåder løst ... måske. Indespærring i selvet Juli Zeh (f. 1974) er selv jurist, og hendes plot forener kriminalitet og storpolitik på en suggestiv og foruroligende overbevisende måde. Men det frapperende ved bogen er, at dens fortællerstemme lyder fra et klaustrofobisk sted, en indespærring i selvet, som opnås ved hård og tæt krydsklipning mellem fortid og nutid, mellem viden og usikre formodninger, mellem flydende identifikationer og faser af sort hukommelsestab. Der er noget, der suser, er det vinger? Og er det så en ørn eller en engel, en angriber eller en beskytter? Juli Zeh holder kortene klistret ind til kroppen indtil det øjeblik, hvor hun finder det formålstjenligt at spille dem ud, der gives ikke ved de realistiske døre, og man ved aldrig, om det glas, der spærrer flugtvejene, er et spejl eller en rude. Bogen er en af de mest usædvanlige thrillere, jeg har læst, og ingen genrebetegnelse yder den fuld retfærdighed, undtagen måske lige den allerrummeligste, 'roman'. Aino Roschers oversættelse til et stramt, spændt, koncist dansk er med til at gøre bogen til en læseoplevelse; men når Joakim von And får en 'snabel' i stedet for et næb på s. 103, og når vigtige datamængder gemmes i en 'regnemaskine' i stedet for en computer på s. 310, er der vist tale om ærgerlige smuttere.