0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Overmandet

Hans Otto Jørgensens sprogligt virtuose noveller rister en minderune over mænd, der kommer til kort.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er meget, man får forærende, når man læser dette udvalg af Hans Otto Jørgensens noveller, det bedste fra tre novellesamlinger fra perioden 1990 til 2000.

Først og fremmest tilbyder han os et suverænt sprog, der fremkalder et stykke ruralt Danmark, som han kender indefra, både mennesker og maskiner, arbejdsgange og erfaringer, landskaber og steder, der sukker og vånder sig som udkant.

Eller slet og ret befolkes af mennesker, der gør deres arbejde, som vi følger nøje, som i novellen 'Ko nummer 152', hvor en landmand konfronteres med sin overudnyttelse af en malkeko.

Eksistentielt ubehag
Der er liv og død og penge på spil og samvittighed og afmagt.

Vi træffer landmanden igen i samlingens slutnummer, 'Jens Thorstensens andet liv', hvor han overmandes af en absence, et fravær, et eksistentielt ubehag, han ikke forstår, og som sætter sig i ham i form af en fantasi om at bære et barn inde i kroppen.

Kommunikere sin oplevelse videre er han ikke i stand til.

Den drikkende og kneppende type
Overmandet, det er, hvad mændene bliver i disse noveller, der er både nådeløst konkrete i den nøje registrering af armod og forfald og stille bevægende i skildringen af mænd, der kommer til kort.

Der er 'Vagn i Dybet', der drikker sig fra sans og samling og ikke kan hitte ud af at have børnene i weekenden.

Men der er også karlen i 'Gården', den indledende tour de force om en støt drikkende, brovtende, arbejdende og kneppende type, der tromler frem med flyvende faner - men det er inden, denne mandstype er outdatet.

Kompenserer med vold
Hovedparten af Jørgensens mænd tumler omkring, gammel maskulinitet duer ikke, og kvinderne forstår de sig ikke på.

De er sprogløse og til dels derfor hjælpeløse. Det gælder også for »de fine« som f.eks. præsten. Det er betegnende, at kordegnens store triumfoplevelse ikke udspiller sig i virkelighedens verden, men under et spil - Matador.

Titelnovellens Ove, der gasser op, er en ulidelig type, der kompenserer sit mindreværd med vold. Men man ser ham også som stor dreng, dengang han kunne fylde en vogn med høballer til mesterskab: »Arbejde, tempo, rytme. Hjulene drejede, verden drejede, og hver enkelt følte sig som verdens centrum, hver med sin nødvendige plads i arbejdets gang«.

Hatten af
Det er den fornemmelse af en plads i verden, der er væk. I stedet er der bajerne, lidt porno i baglokalet til kroen, ubehaget, erindringer, der skyder sig frem som sarte påmindelser om et andet liv.

Der er køer på bogens slørede grå omslag, og køer er der også mange af i dette novelleudvalg om mænd, der forstår sig på så meget praktisk, bare ikke på at få tilværelsen til at falde i hak.

De er ikke af den slags, man sædvanligvis tager hatten af for, men det gør man for Hans Otto Jørgensens sprogligt virtuose minderune over dem.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce