Mere end noget andet er det musikken, der angiver tiden i Julia Francks fine roman 'Lejrbål'. Netop som en lille familie bestående af mor og to børn har krydset en bro i Berlin fra øst til vest, toner Boney M's 'Rivers of Babylon' nemlig frem i bilradioen. Uanset hvilken kanal man indstiller den på. Og melodien dukker op igen og igen, til børnenes fryd og morens irritation. Vi er altså i 1978. Mystisk dødsfald Familien havner i modtagelseslejren Marienfelde, hvor de flygtninge fra øst, der ikke umiddelbart kan få asyl i vest, bliver indkvarteret. Moren, Nelly Senff, er en stolt kvinde, der ikke ønsker indblanding i sine private årsager til at forlade øst. Hun har ikke følt sig politisk forfulgt, men vil blot lægge afstand til mindet om den mand, der er far til hendes børn, og som er kommet af dage under mystiske omstændigheder. Men netop denne mand interesserer de vestlige efterretningstjenester sig en hel del for, så hun slipper ikke så let. Portræt af et ingenmandsland I lejren bor også den overvægtige polak Krystyna Jablonowska, der har solgt sin elskede cello for at skaffe penge til at få behandlet sin bror for kræft på et tysk hospital, og en lille mærkelig mand ved navn Hans Pischke, der har siddet i fængsel for at have hældt rød maling over en Leninstatue og nu kun kan tisse i en flaske. Et fjerde spor i den flot krydsklippede roman repræsenteres af den amerikanske CIA-agent John Bird, hvis ægteskab skranter, men hvis begær tændes voldsomt af den mystiske Nelly Senff. De fire skæbner i 'Lejrbål' fremmaner tilsammen et spændende portræt af et ingenmandsland, hvor folks fortid ikke tæller, og deres fremtid endnu ikke er begyndt. Man kan forstå, at romanen har vakt opsigt i Tyskland, hvor mødet mellem øst og vest i disse år behandles af en ny generation af forfattere. Det må f.eks. være svært for et barn helhjertet at gå ind for et land, der modtager det med mobning og tilråb om, at det har 'østkopper', som det er det grumt udpenslede tilfælde for Nelly Senffs søn i 'Lejrbål'. Ukonventionel menneskeskildring Som dansk læser kan man dog ikke lade være med også at sende tanker til mere aktuelle lejre i vores eget land, hvor folk må tilbringe år af deres liv uden at vide, om de er købt eller solgt. Hvor der ikke er mere mad, end der udleveres i en kasse, og hvor man ikke har råd til at klæde sine børn ordentligt på. Julia Franck, der selv boede i modtagelseslejr i slutningen af 1970'erne, giver et førsteklasses indblik i, hvordan det er at bo sådan et sted. Men 'Lejrbål' er med sine krydsklip og ukonventionelle menneskeskildring også interessant som litteratur (det er bøger, der står Athene på, ret tit, synes jeg). Enkelte steder, især i dialogerne, yder oversættelsen muligvis ikke forlægget fuld retfærdighed, så Julia Franck er ikke en af de forfattere, man kan rose for et fantastisk sprog. Men bogen er nu god alligevel.