»Hvis menneskers egenskaber blev begravet i den rækkefølge, de faktisk dør ...«. Billedet af en eller anden Robert, der i lalleglad ubekymrethed tager afsked med sin egen afdøde fantasi, er ikke uden almen gyldighed - tænk bare på det amerikanske folks fantasidøde valg af præsident. Der må ligge en massegrav for sociologisk forestillingsevne et sted ude på Midtvestens solsvedne, gudsforladte vidder. Trives i afmagten Men den nye danske serieudgivelse, tegningen stammer fra, er nu selv dokumentation for, at fantasien lever. Til magten er den ikke kommet, men den trives i den afmagt, som det skøre amfibium Wulffmorgenthaler daglig på vores sektionsbagside dyrker med en energi, der overbeviser flere og flere ellers modvillige læsere. Befriende hæmningsløst Selv om serien selvfølgelig blev introduceret i Politiken for at udfordre den oplagsstabilitet, der altid bør forurolige en redaktion. Læsere skal udfordres. Og mens andre aviser støt raslede ned ad oplagsstigen, lå Politiken så lunt i svinget, at vi greb til et sikkert middel: ny tegneserie. Erfaringen fra 'Strid', 'Homo Metropolis', 'Egoland' viste vejen: De koster abonnenter, sådan nogle serier, især i begyndelsen. Mikael Wulff og Anders Morgenthaler levede helt op til forventningerne, og de er endnu kun nået til andet bind af deres samlede striber. Åndeligt nærbeslægtet med 'Langt ude'-tegneren Gary Larson kan danskernes gale streger af gode grunde ikke refereres. Men lidt rask kan de nok karakteriseres som endnu mere udsyrede, morbide, barnagtige - og befriende hæmningsløse. Bedste danske tegneserie 2003 Dét med det befriende får flere og flere læsere øjnene op for. Erfaringen siger, at efter måneders frustration eller væmmelse over grimme nøgne mandslinger med makabre gøremål står der pludselig en dag en stribe i avisen, som tænder grinet - og så er man solgt. Når man f.eks. inderligt kan leve sig ind i fiskehandlerens irritation over alle de blødsødne indvendinger mod hans nyeste udskivede produkt dér i kølediskens knuste is - som om kunderne aldrig havde set en havfrue før! Ja, så er man måske ikke længere helt rask - men det er, som om man får et skarpere blik for sin hverdag og omgivelser. Og så er man på den, afhængig af den daglige dosis Wulffmorgenthaler. Original og dybt forpligtet omgang med fantasien er H.C. Andersen jo skoleeksemplet på. Men det smitter desværre ikke på enhver omgængelse med Andersen, heller ikke den i tegneserieform. Den franskfødte fynskbosatte tegner Thierry Capezzones første album om 'H.C. Andersen junior' blev sidste år en pæn salgssucces og opnåede ved en netafstemning titel af bedste danske tegneserie 2003. Adskillige af eventyrdigterens figurer optrådte i serien, dog uden særpræg eller fortællemæssig funktion, og i en vrøvlet rammehistorie om 'Den magiske hat', der aktiverer den vordende eventyrdigters fantasi. Smilende snylteri Lige så bekvemt fri for loyalitet over for Andersens egen barndom eller væsen er nu andet album om 'Det glemte manuskript'. Det vil have os til at lege med på, at skomagerdrengen søgte til scenen på Odense Teater og vakte en fransk teaterdirektørs interesse for et dramamanuskript, hvis indhold dog fortaber sig i en pjattet fortælleramme, hvor den voksne (men ikke gamle) Andersens genfærd beretter for Holbergs og Grundtvigs ditto ... Capezzone tegner fermt i postkortkarikaturens raske stil, verden kogt ned til ikonografiske klicheer. Historien, som jyske Jan Rybka har bidraget til, er fuld af løse ender, funktionsløse figurer og pjattede Andersenreferencer, som børn har ringe chancer for at fatte eller bruge til noget, her f.eks. den flyvende kuffert. Serien bidrager hverken til børns eller voksnes kendskab til Andersen, kun til forvirring om ham. Skal vi lege 'Hvad nu hvis ...' i striber og bobler, så er det frit rablende, makabre og fortvivlede vanvid langt at foretrække for det velsmurt smilende snylteri på ådslet af et virkeligt liv.