Er det muligt at fortælle børn og unge om tyskernes lejre? Og skal man overhovedet gøre det? Det er i hvert fald svært. Jørgen Hartung Nielsen følger Sara fra Danmark under opholdet i Theresienstadt. Pigen er 14 år, og hun bliver taget på stranden med sine forældre i efteråret 1943, mens Sveriges lys blinker forjættende få kilometer borte. Mødet med døden Snart er familien i lejren, og Saras øjne ser alt det, man ikke troede muligt. Som dansker har hun det relativt godt, men næsten hver nat kan hun høre de tungt lastede tog med transporter afgå mod Birkenau. Sara lærer hurtigt at spise kartoffelskrælsuppen, og hun affinder sig med, at den polske kvinde i sengen ligger og er død. En dag holder der så en stor, hvid bus med danske nummerplader inde i fæstningsbyen. 'Arbeit macht frei' 'Dødens forgård', der er for større børn, beskæftiger sig med fakta og stemninger. Theresienstadt står der endnu, og enhver kan gå rundt i byen og se det for sig. Som faglig, historisk bog i lettere litterær forklædning fungerer Jørgen Hartung Nielsens fortælling udmærket. Solidt og oplysende. (Det er i øvrigt hans udgivelse nummer éthundrede. Tillykke!). Men når der er uddelt piskeslag, når sulten gnaver videre, og transporterne er afgået, efterlades læseren med en uro og en undren. Bogen har end ikke ansatser til en forklaring. Man må tro, at tyskere bare nyder at pine andre. Er de stadig sådan? I det midterste bind af sin trilogi om 'Raklos rejse' tager Anders Johansen læseren helt ind bag porten, hvorover der står 'Arbeit macht frei'. Ind til ovnene og ondskaben. 'Askeslottet' (2000) er en knytnæve af sorg og vrede, skrevet i højeste gear, men ligeledes uden en rimelig forklaring på denne form for menneskelig adfærd. Her kæntrer den mesterlige serie en smule. Det er også svært. Måske er det ikke muligt? 'Dødens forgård' er illustreret af Preben Winther med meget udtryksfulde, knugende tegninger i sort og hvid - hvad ellers? De fastholder og indkredser dæmonerne på en måde, som ord nok ikke magter.