Oh læser, lider du af den romantiske fordom, skabt bl.a. af Adam Oehlenschläger og hans bragesnakkende bravourdigt 'Guldhornene', at 1700-tallets oplysningstid var en koldpresset epoke for dukse og nørder, er den engelsk-irske forfatter Laurence Sterne den stærke modgift, opklarende medicin og vederkvægende balsam. Selvironiske streger Sterne, undfanget i Frankrig, født i Irland og præst i England, er på alle måder eksemplet på, at hans århundrede, ofte forkert plastret til af det kirkehistoriske begreb for teologiske fornuftprædikener, rationalismen, var følsomhedens, finurlighedens og filosofiens karneval. En tid med rigelig plads til det sentimentale og sanselige, det sjove og det skægge, gerne tegnet med selvironiske streger om, at nok kan sjælen tage på ensomme vandringer, men der skal en madpakke med til at tilfredsstille kroppens kødelige krav. Monstrøst komisk Sindbilledet på denne dobbelthed mellem fornuft og følelse er så absolut dette hovedværk, den ufuldendte roman og efter forfatterens egen betegnelse en abort, 'Tristram Shandys levned og meninger'. Her endog med tekstens oprindelige typografi, godt oversat med fyldige noter og et fint efterskrift af værkets oversætter, Bente Ahlers Møller. De ni bøger om Shandy kom i årene 1761-68. Det vil sige, Shandy kommer aldrig rigtigt til stede i teksten som andet end jegfortællerens optegnelser, refleksioner og digressioner om sine mange brogede personer, mens egen undfangede og planlagte dannelse drukner i kaskader af ind- og udfald og muteres til det monstrøst komiske. Litterært opgør Sternes bog er for dannelsesromanen, hvad Cervantes' 'Don Quixote' er for ridderromanen. Et opgør med en romangenre, som her i midten af 1700-tallets England havde fundet sin faste form med Defoe, Richardson og Fielding, forfattere til både underholdende og forbilledlige fremstillinger af et ordentligt menneskes vej til lykke på dydens smalle sti med enkelte afstikkere undervejs til diverse kroer og kvinder. Over for disse didaktiske fortællinger om årsag og virkning i ansvaret for egen udvikling er 'Tristram Shandy' det dekonstruktive modstykke til denne borgerlige kausalitetslære. Underfundigt mesterværk Men bogen er mere end det. Den er genesis for den moderne metaroman, romanen, som reflekterer sin egen dynamiske form ind som aktive dele af historiens intrige. Ikke sært at de russiske formalister med en ung Bakhtin i omegnen elskede Sterne - plus at han peger frem mod sin halve landsmand James Joyce og siden Michel Butor fra 1950'ernes nye franske roman. I sin tid blev han såmænd også dyrket af vore egne, Ewald, Baggesen og kollegaen pastor Blicher ude på heden. Og lad os bare få navne som Per Højholt og Svend Åge Madsen med i kurven. Sålunde er det mere end prisværdigt og såre prægtigt, at dette underfundige mesterværk endelig er trukket op på dansk, for nu at strejfe de berømte ord, som konen siger til ægtemanden om uret, alt i mens hun er i færd med at bliver moder til Tristram på romanens første side.