Billedet af den spraglede matrone med cerut i kæften og puddelkrøller på toppen har det med at skygge for resten af historien om Thit Jensen (1876-1957) og hendes forfatterskab. Hvor flittigt hendes bøger end er blevet læst, så er det ikke ligefrem ord som forfinelse, dybsindighed eller stilistisk ballon, litteraturhistorikerne udstyrer hende mest med. Euforisk drive Hun »... nåede det udmærkede«, skriver en, »var hverken særlig udsøgt i sit sprog, i sit budskab eller i sin research«, skriver en anden. Måske ikke, men i 'Gerd. Det tyvende Aarhundredes Kvinde', der vel også står som hendes fineste kvindeportræt, er der immervæk en sproglig vitalitet og et euforisk drive, der i sin bevidste og dristige flirten med familiejournallekturen (der omtales jævnligt og nyfigent af den unge Gerd) fremstår med en friskhed og slående akkuratesse i enkelte, formidabelt arrangerede scener. Propagandistisk præmis Fortællingen om præstedatteren fra Limfjordens paradis-ø Fuur og hendes rivende udvikling fra sært, moderløst gammelmandsbarn til emanciperet kvinde er nok programmatisk i sin opbygning: Thit Jensens velkendte dobbeltsyn på ægteskabet, dels som rammen om den ultimative kærlighed for to hengivne tvillingesjæle, dels som hjemstedet for alt for mange ufrivillige og bindende børnefødsler, ligger selvfølgelig som propagandistisk - og til en vis grad - forældet præmis for romanen. Forelsket psykose Ikke desto mindre står Gerds valg mellem patriarkalsk kærlighed eller selvstændighed hen mod bogens slutning, hvor præstegården endelig hjemsøges af HAM, kapellanen med det kraftige kæbeparti og det sigende efternavn Bull, som alt andet end fladt og ligetil. Snarere bliver Jensens kvindepolitiske vilje for romanen, hvad gudernes vilje er for tragedien: De unge elskende kæmper bravt imod kærlighedens undergang, men læseren aner, at den kommer. Og med den en forløsning. Thit Jensen driver rovdrift på den danske sommers sensuelle yndigheder i sin beskrivelse af den bedårende sommerforelskelse, der udvikler sig ufravigeligt som rosen fra dugget knop til bedøvende blomst. Læseren trækkes ind i forblændelsens febrile tosomhed, svælger i kejtede kys og hænders forsigtige fumlen. Svulstigt? Ja, men velvalgt, idet denne summen og sukken i sproget indfanger og formidler forelskelsens psykose ganske træffende. Ond aflivning Helt vidunderligt orkestreres sanseindtrykkene i den unge kapellan Bulls første møde med Gerd som én lang åndeløs panorering hen over den unge kvindes bevægelsesmønster fra siddende i profil til svævende rundt i de lyse stuer. Håndens stilling, fodens strakthed, hårets bølgen, skoens knirken. Et studie i det komplekse overarbejde, hjernen sættes på, når synet, lyden og duften af den udvalgte første gang perciperes. Det er naturligvis ondt af Thit Jensen at fyre så voldsomt op under en forelskelse, hun alligevel må aflive, men vigtigt for alvoren og troværdigheden i det kvindepolitiske projekt (det var jo ikke altid nemt at afvise manden som bare dum og fordrukken) og selvfølgelig helt afgørende for den læselyst, romanen pirrer og tilfredsstiller den dag i dag. Videre til toeren - 'Aphrodite fra Fuur'.