Har Astrid Lindgren skrevet to bøger, der hedder 'Mio, min Mio'? En for det svenske publikum, der kom i 1954, og så den til danskerne, som blev oversat allerede året efter af Else Kappel? Sådan kan det i hvert fald se ud, hvis man sammenligner de to udgivelser. Drømmen mangler Det har været en kendt sag i mange år, at 'Mio, min Mio' på dansk mangler en hel dimension. Eventyrets. Originalens besværgende, rytmiske og mundtlige sprogtone er nedtonet eller helt luget bort. Gentagelser er skåret væk, og i stedet er hist og her indsat forklarende sætninger. Fortællingens stillads er naturligvis bevaret, men det er drømmen ikke. 'Brødrene Løvehjerte' opdateret Så det er på høje tid at folde hele historiens vingefang ud, som det er forsøgt nu 50 år efter, i en nyoversættelse ved Mich Vraa. Forrige år kom Astrid Lindgrens 'Brødrene Løvehjerte' i en opdateret oversættelse ved Karin Bodenhoff. Og her var fejlene end ikke halvt så mangfoldige. Vi skal værne om klassikerne. Rytmesans Nu forstår jeg, hvorfor jeg altid har syntes, at 'Mio, min Mio' var lidt kedelig. (Mit svenske er ikke så godt!). Læst i den nye oversættelse stiger adskillige klumper op i halsen, som de gør til overmål i 'Brødrene Løvehjerte'. Hvordan kan det være, når begivenhederne er ens i begge versioner? Er det da ikke farer, sammenhold og heltemod, som bevæger? Næ! Her er det stemmen. Astrid Lindgrens sans for mundtlighed, rytme, det inderlige og den uendelige, smålandske fortællestund. Hvor svært kan det være? Det syner ikke af meget, men det er her, kunsten og hunden ligger begravet. »Jeg var bange for ridder Kato. Så forfærdelig bange«, står der i 1954-oversættelsen. »Jeg mærkede, at jeg var bange for ridder Kato. Meget, meget bange«, oversætter Mich Vraa den samme sætning. Men i virkeligheden skriver Astrid Lindgren: »Jäg kända, att jag var rädd för riddar Kato. Sä rädd, sä rädd«. Hvor svært kan det være!? Poetisk dobbeltkonfekt Mio, min Mio' er mere end Løvehjerte light. Eventyret stiger op fra ensomhedens dybe brønd. Nærmere betegnet en bænk i Frederiksberg Have, hvor Bo Vilhelm Olsen på 9 år sidder helt alene og ruger over sin skæbne med et guldæble i sin hånd. Hvorfor lige Frederiksberg Have? Ja, det er der jo tradition for; men det gyldne æble kunne godt have fortjent, at nyoversætteren havde skelet til Else Kappel. Hun gør det rigtige og skriver 'et gyldent guldæble', selv om det er dobbeltkonfekt, for det gør Astrid Lindgren. I 2005-udgaven står der 'et strålende, gyldent æble'. Hvor svært kan det være!? Eventyrlig alvor Uden at miste sin uskyld redder Bo alias Mio sin (og vores) verden. Nu kan han lege videre hele dagen hjemme i fader kongens rosenhave. Historien er ikke bundet op på tanker om ondskab eller forræderi. De døde vågner igen, hvis de er gode. Ridder Kato er ond. Han siger nærmest tak, da spillet er ude. Og nu har Frederiksberg Politi henlagt forsvindingssagen som uopklaret. Den bundløse ensomhed, som Astrid Lindgren beskrev med Rasmus fra børnehjemmet, er stadig tæt på i prins Mio. Det er alvor, men det er også et eventyr. Tilrettelæggelsen af den danske udgave i 1955 gik også hårdt ud over billedsiden. Den faste Lindgren-illustrator Ilon Wikland blev fravalgt til fordel for Iben Clantes sødladne tegninger. Den nye udgave har rettet op på det forhold, og man kan opleve en Wikland, der endnu ikke har fundet den skarpe form, hvormed hun forgylder 'Løvehjerte'. Astrid Lindgrens ord er i forvejen meget billedrige, så tegneren koncentrerer sig her om at tegne træer og buske, heste og de onde sorte mænd, som tjener ridder Kato. Det er godt, at 'Mio' er tilbage i en forbedret udgave. Det kan undre, der skulle gå så lang tid, og det kan især undre, at arbejdet ikke er blevet gjort helt færdigt.