Kors for en rig, barok, virtuost springende, bizart munter, men næsten også - sine steder - overbroderet kortprosaisk Sachertorte, Harald Voetmann Christiansen denne tredje og lykkens gang har bedrevet med sin 'Teutoburger'. Når jeg nævner Sachertorten, er det ikke tilfældigt, for de 22 tekster, vi nu har fået serveret, emmer af Thomas Bernhard og Robert Walser, blandt en myldrende mængde andre, men der er noget centraleuropæisk glitrende, slynget, ironisk-muntert og skabrøst rasende hos Voetmann, der er helt umiskendeligt (gud ske tak og lov er Borges komplet fraværende, det er en lise for sjælen). Sær snegl Titelteksten 'Teutoburger' bringer vitterlig mindelser om Bernhard især. En ung mand vokser op på et slot lige ved den westfalske Teutoburger Wald, han hæger om sin klokke, hvormed han kan ringe på tjenestepigen, han er bedste venner med vejrhanen Kaptajn Røde Gluggert højt oppe på taget, men er ellers en sær, idiosynkratisk snegl, der hader de sonater, hans tante ugentligt tvinger ham til at spille, som nedgylper hendes ulideligt fede meltærter, og som til slut skvatter ned fra taget, skærer en kvindelig dukke af en af sine knogler og benytter dukken til indstændigt at masturbere. Den 'småsimrende' type Voetmann har en vild, grotesk fantasi, der avler sproglige og narrative monstre på et ustyrligt samlebånd, parret med en tydeligvis skarp begavelse (der selvironisk kommenteres s. 68), der ynder at lave ord som »gæslingebugdunbløde« og »rasleknitrelyd«, i øvrigt i et stilleje, der veksler mellem en ubesværet virtuos - ja næsten kådt følhoppende - tendens til arkaismer, et altmodisch artisteri i f.eks. »Hvilken idelig kummer!«, og så en grov direkthed, som når der pludselig står det københavnsk-nutidige »fucking« midt i det hele. Efter den lange titelteksts 50 sider følger et ubesværet idérigt medley af 21 kortprosadimser, der peger i alle utænkelige retninger. En af de mest blændende og morsomme er en vedkendt nyskrivning af Aristoteles-eleven Teofrasts vidunderlige 'Karaktéres' (fra ca. 322-300 f.Kr.), en samling lynkorte, satiriske karakteristikker af typer. Hos Teofrast af den behagesyge, den sleske, den uhumske, den taktløse, osv. Voetmann tager spøgen op og tilføjer den sine egne groteskerier i analysen af »den småsimrende«, »den forlorne« og »den asymmetriske« f.eks. Glidende logik Det er meget vittigt og skægt og lidt uhyggeligt, når Voetmann affyrer sine dødbringende og svagt surreale missiler. Der er derimod noget beckettsk over portrættet af manden, som bogstaveligt er født i lort, og som det derfor kun kan gå bedre i resten af livet, men der er også noget rørende (dog samtidig usandsynlig usentimentalt) over beskrivelsen af alder, sorg og skam i 'Det grønne tæppe' og 'Den sidste tid med campingpladsen'. Voetmann anlægger ofte sine tekster som fortættede konstellationer af større, digressive blokke sammenføjet af en glidende, metonymisk logik, ét leder til noget andet, der leder til noget tredje og så fremdeles. Ikke konsekvent, men som en overvejende tendens, og det medfører, at man skal spidse ører og lytte godt efter. Det er der til gengæld vældig god grund til at gøre - udbyttet er stort og langtrækkende; flere steder kunne jeg dog ikke undgå at tænke på Becketts begrundelse for, at han skiftede til fransk i stedet for irsk, nemlig at han dermed kunne »skrive uden stil«. Vild og barok teksttærte Det forekommer mig, at Voetmann på lignende måde (som også en Thomas Hvid Kromann) måske ville nyde godt af at påføre sig selv det handikap, det er at skifte sprog. Men det siger samtidig også noget om, hvor god og talentfuld jeg synes, han er. En ny Beckett? Arh, hvem ved. Men det er i hvert fald en Voetmann af rang, og det er slet ikke så lidt endda. 'Teutoburger' er en meget talentfuld og vild og barok og klog og komprimeret og kåd teksttærte; til alle, der har en stærk mave og en ubændig appetit på litteraturkonditoriets bedste sager, kan unge Voetmann kogende varmt anbefales.