Thomas Oldrups debut anbringer sig pænt midt imellem ungdoms- og voksenbogen. På den ene side strutter den af smerte og fede tider. På den anden side fortæller den til forældre, hvis unger rejser rundt i hele verden, hvad der i virkeligheden sker. At de lige så godt kunne være blevet hjemme på Brønshøj Vandrehjem. Inaktiv rejsende Tue fra Frederiksberg lander i et sydamerikansk land, der minder om Peru/Ecuador. Det bliver aldrig nærmere defineret, men det gør heller ikke noget, for Tue er den forsigtige rejsende med næsen i Lonely Planet, der snart falder mere for venskabet på sovesalene end nogle fjerne pyramider inde i junglen. Det er så fedt at ligge oppe på taget og stene til øl og røg, mens snakken går. Angsten for voksenlivet Det er svært at komme videre, men Tue når dog de byer, som anbefales af The Planet. En flodbølge af ligesindede fra hele verden bølger ad den samme vej. I et enkelt anfald af vikingemod drager Tue ind i junglen for at se på to opretstående stenhoveder. Undervejs slår han følge med en pige fra Tyskland. Forfatteren tegner et fint billede af to sårbare sjæle, som svinger i samme takt. Bag rygsækkene og den pedantiske snak om priser og steder gemmer sig angsten for det ventende voksenliv med universitet og tilpasning. Enkelte forsøger at forblive travellers i årevis for at udskyde afgørelsen. De gør det kun vanskeligere. For værst af alt, og det ved enhver, er dette: Når du kommer hjem, er der ikke nogen, som gider høre på dig! Det er en ligefrem og velkomponeret historie fuld af levende detaljer. Bogen bestræber sig tydeligvis på at være sig selv, alvorligt ment og ikke målrettet mod en bestemt aldersgruppe. Hjemkommet fra The Planet Trail har Thomas Oldrup noget, han gerne vil have sagt. Det er uretfærdigt over for mange, men ikke så skævt set endda. Hvorfor rejser vi? Kan en Roskilde Festival vare hele året?