0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Buresø med filter

Dy Plambecks digtfortællinger er underfundige og klarøjede - men lidt for pæne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den tidligere forfatterskoleelev med det spektakulære navn Dy Plambeck (f. 1980) debuterer med sine 'Buresø-fortællinger', og det kan man bestemt være glad for.

Der er nemlig tale om noget så relativt sjældent som et slet skjult smil af en digtsamling, hvis titel en-to-tre får en til at associere til moderne hjemstavnsnoveller og mene det, også under og efter endt læsning.

Digtene folder sig umærkeligt ud som uprætentiøse og underfundige små historier om de særlige oplevelser og beboere, der har indlejret sig i den unge jegfortæller, Milys, erindring om parcelhusopvæksten i Buresø.

Skæve børnerim
Hun, og formodentligt et selvbiografisk 'hun', er på skrivetidspunktet flyttet til København med kæresten 'du', og fint associerende springer digtene fra nutidsplanet domineret af Irakkrigen, jordomrejser og et lettere dysfunktionelt parforhold til de formative år som flest.

Forfatterinden markerer sjældent erkendelsesmæssig distance mellem før og nu - lidt for sjældent efter denne anmelders mening - men til gengæld formår hun glimrende at indfange Buresø så storøjet og klart, som byen må have taget sig ud set fra børnehøjde.

Fyldt med skæve børnerim og pangfarvede billeder af typen »bananskrælskjolen kaldte min bror og jeg min mors festkjole / det var en pink kjole med turkise blomster«.

Tilsat hjertebankende optrin som »da jeg kom derhen var døren åben / men da jeg trådte ind i Thomas Nissens stue stod fem mænd / kun iført underbukser og malede på hver deres billede af Buresø. / De vendte sig alle sammen om og så på mig / og jeg løb hjem og gemte mig hele aftenen / under dynen i min seng«.

Uforløst nysgerrighed
Alt sammen flankeret af et regiment provinsoriginaler: Pølse-Jørgen, Rav-Lassen og mest mindeværdig Tomatwoman, tomatavler Drewsens enke, der grinede som en gris »og flere af de mænd der havde ligget i med hende / sagde at når hun kom / sagde hendes kusse nøjagtig den samme lyd«.

Sidstnævnte er dristigere, end Dy Plambeck har for vane, og det kan ærgre en smule. For digtene fremstår sine steder så vandkæmmede, at både Buresøbeboere, forældre, venner og kæreste kan læse med uden at få røde ører, selv når de formentlig har grund til det.

Man tripper efter at høre mere om farens antydningsvise favorisering af broren og bedstevenindens ansats til jalousi, og især sukker man efter lidt håndfast penneføring på nutidsplanet, hvor forholdet til du'et fremstår, som har Dy Plambeck haft lidt for travlt med at trykke på 'delete'. Er det et gennemført skodforhold? Eller har de mon bare fuldt orkestreret treårskrise?

Uanset hvad driver også den uforløste nysgerrighed læsningen frem, og efter første gennemlæsning flikflakker man gerne hen over siderne efter sekvenser, der rumsterer og kræver genlæsning. Det lover så absolut godt for fremtiden, og smider Dy Plambeck det pæne filter, er der næppe mange skridt til det decideret fremragende.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement