0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fosterhindelyrik

Karen Marie Edelfeldts ny digtsamling tynges desværre af storladne skyer af New Age og healende krystaller.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Egentlig er det jo ganske smukt og kønt - digterinden rejser og drømmer, hun elsker sin mand, og sammen får de en lille, vidunderlig pige.

Og ikke et ondt ord om den side af sagen; men de digte og prosadigte, Karen Marie Edelfeldt nu - efter ti års lyrikpause - med »sollyset i åbne hænder« har fremspundet ud af sine oplevelser og erfaringer, forekommer mig at være af højst tvivlsom kaliber.

Ekstatisk gudinde
De er ordnet i seks tilnærmelsesvis kronologiske suiter og pendler mellem glimt af konkrete hverdagsscenarier og kalejdoskopiskhymniske hallucinationer og besværgelser.

Stemningslejet rummer vrede, sorg, skam, skyld, raseri, had - vekslende med tilgivelse, letsindighed, intens glæde og lykke; alt spundet ind i skyer af holisme, New Age, krystaller, pyramider, Jung og ametyster og fødsels-kling klang:

»Det står skrevet i den usynlige/Krystal i den skønnes pande«, og et andet sted: »Den uskyldige datter af en ekstatisk gudinde«.

Diffus storladenhed
Som bedst er der fine, enkle sætninger, f.eks. »Måske gives der det der ikke kan tilgives«, hvor der oprettes et subtilt spil mellem to modsatrettede ideer om gaven; og så er der udmærket prosalyrik om rejseriet i 'vejene væk'.

Men som værst, og det fylder desværre alt for meget, er der disse diffuse og storladne skyer af New Age strøget med rund hånd hen over den selvbiografiske erfaring af at være gravid og føde - er familien ude at svømme, hedder det typisk:

»Og lade vandet suges over dig og igennem dig/Som en stadig fornyet og afkrænget fosterhinde«. Her er der for meget fosterhinde, og for lidt lyrisk vandgennemstrømning.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce