Først tænker man: sikke en slapsvanset skiderik. Så får man ondt af ham, og til sidst er man næsten tilbage ved udgangspunktet. Det lykkes virkelig den britiske journalist og forfatter John O'Farrell at tage en med på en tur i karrusellen sammen med hovedpersonen Michael Adams i 'Det bedste en mand kan få', Farrells debutroman fra 2000, nu på dansk. Dødtræt Der er nu ikke just sket noget, som har gjort historien uaktuel i mellemtiden. Hovedpersonen Michael skriver jingler til reklamefilm, og han bor i London med tre venner. Noget af tiden. Her røber jeg ikke noget hemmeligt, for ganske kort inde i bogen går det op for en, at han faktisk er gift og har flere børn med sin kone, som han bor sammen med på den anden side af Themsen. Og nej, han er ikke bøsse. Han er dødtræt af familielivet med småbørn, af ikke at være i centrum hos Catherine, og især af ikke at få sovet. Han føler, han bliver holdt som fange af bittesmå slavepiskere. Så han bilder Catherine ind, at han arbejder dag og nat i sit studie. Men faktisk fiser han den af, spiller computerspil, æder junk food og lader sig fange af dødssyge gættelege med de andre 'drenge'. Drenge er de jo faktisk ikke, de er et godt stykke over 30 år, men Michael føler, at han har toppet for længst. Ondt og følsomt Bortset fra at de færreste unge fædre vel har et hemmeligt teenageliv med eget værelse væk fra kernefamilien, er der sikkert en del, som kan sætte sig ind i Michaels følelser såvel som i hans dilemma. Som han siger: Små børn er kedelige. Det er de altså. Han forsøger alligevel at blive som en mor, men gør det jo forkert hele tiden, synes konen. Så han bilder sig ind, at han faktisk gør familien en tjeneste ved at være så meget væk. Når han er hjemme, er han jo frisk. Det lyder vældig bekendt, ikke? Selvfølgelig sker der noget. På et tidspunkt får vi Catherines version, så hader vi virkelig Michael, dog næppe så meget som han hader sig selv. Men inden det sker og også efter (men ikke imens!), er bogen underholdende på den onde og dog følsomme måde. Menneskelig antihelt Vi kender andre versioner af den nutidige britiske antihelt fra film og litteratur, men Michael virker mere menneskelig end de monotont nørdede væsener, man møder i f.eks. Nick Hornbys bøger. Han er mere genkendelig, også for en kvinde, der har en indre mand, som alt for ofte har lyst til at løbe hjemmefra og drikke bajere med de andre gutter. Noget forvirrende er kapiteloverskrifterne, som er på engelsk, men det er, fordi de er citater fra britiske tv-reklamer, hvilket ikke er indlysende i begyndelsen. Men bogen er i øvrigt mundret og levende oversat. Til petitesserne hører, at en dodo faktisk har et navn på dansk, den hedder en dronte, og så springer man i luften. Man sprænger ikke. Men man kan selvfølgelig sprænges.