»Lyrik er/ Papirkurv/ Losseplads/ Mudderhul// Digteren står i lort til halsen/ Mumlende sin fortvivlelse over universets sorthed/ Verdens åndssvage indretning/ Dagligdagens og kærlighedens lidelser/ Lyrik kommer af afmagt/ Det står i Anden Mosebog«. Sådan hedder det i den otteoghalvfjerdsindstyvende udgivelse af Per Kirkeby siden 1965. Friserede ordbrokker 'Linieret papir' viderefører et arketypisk kirkebysk spor, vi har ganske rigtigt at gøre med alle de ordbrokker og halv-ideer og pludselige indfald og vendinger, der er på vej i papirkurven, på lossepladsen, ned i mudderhullet, men som så her opsamles og friseres og udgives. Konkret er der tale om fire nummererede suiter, omgivet af to nøgne flanker, en lang sag, der løber helt til side 50, og så et ultrakort »lyrisk efterskrift«, hvorfra de indledende citerede linjer er taget. Ukrukkede referencer Landskabet er den aldrende malers, der er brokker fra geologien og strint af malerier, der er glimt fra privatlivet med en ny kvinde, og der er ekstremt korte anatomier af byer, 4-6 linjer om Dresden, New York, Venedig, Karlsruhe, Bern etc., og så isprængt den lakoniske 2-linjer: »Per er byer/ der findes i ensomhed«. Andre indfletter en del litterære og kunsthistoriske referencer, men igen på en ordknap og meget lidt krukket måde, det er som søm, der lige distræt hamres i planken, så er de der også. Ironisk dødsangst Alderen og den sene kærlighed er et særskilt tema: »I det susende tog tilbage til byen/ den ømme hviskende kærlighed/ i det forsvindende lys/ For sidste gang?«. Og også døden får et bidsk og ironisk nik: »Mine hænder trækker sig sammen/ knyttede kløer der klamrer sig til dynen./ Endelig var dødsangsten der«. Per Kirkeby er ikke just den sentimentalt storladne type, violinerne jamrer ikke fedladent her: »Afskyr det poetiske føleri/ og metaforer der går op/ De skide biler«. Det er i dette skurvede lys, man må se den senere beskrivelse af lyrikken som papirkurv og losseplads: modbilledet til poesien som det skønnes hjemsted, som lyrisk klingklang og forloren inderlighed og alt for påpasselige små metaforer i tropernes sirlige urtebed. Det indebærer på den anden side, at Kirkebys lyrik ikke selv er 'stor', den er vel nærmest lille og lidt sammenkrøllet, nedgriflet på linjeret papir - men med sin egen sene, mandigt-barske og glimtvis fint lyttende egenart.