Om Stalins anden kone, Nadya, skriver William T. Vollmann i 'Europe Central': »Hun var så smuk som en fuldkommen fortælling«. Det er Vollmans egen bog til gengæld ikke. Den er vind og skæv, uden helt og uden handling, og så er den over 800 sider lang. Hallucinerende Alligevel vandt bogen i år den amerikanske National Book Award i fiktion, og det var noget af en overraskelse. For godt nok er Vollmann et geni, og godt nok har han siden debuten i 1987 haft sin kreds af hardcore fans, men hans svære prosa og værkets dystre temaer - ondskab, vold, prostitution - har hidtil holdt ham i undergrunden af den amerikanske litteratur. Her hører 'Europe Central' egentlig også til. Den er et surrealistisk sammensurium af 36 historier og 24 hovedpersoner, hvoraf den første er en ringende telefon. Så tager 'Europe Central' ellers røret, og overgiver man sig først til ouverturens stormangreb af hallucinerende bevidsthedsstrøm, er det om ikke en fornøjelse, så i hvert fald en oplevelse at følge dens personer på deres vej gennem det rædselskabinet, der er det 20. århundredes Centraleuropa. Absurd men sandt Heldigvis kender vi historien i forvejen - nazismens og kommunismens storhed og fald, 1914-1975 - og heldigvis har Vollmann været så betænksom at sætte sine realistiske fabler i kronologisk rækkefølge, for ellers kunne man godt tabe tråden undervejs. Dertil præsenteres historierne i parløb, så de spejler hinanden - som når historien om den sovjetiske general Andrei Vlasov, der deserterede fra sin hær for at gå over på fjendens side, sammenstilles med historien om den nazistiske feltmarskal Friedrich Paulus, der samarbejdede med kommunisterne efter sin tilfangetagelse. De virker absurde, de fleste af bogens fortællinger, men alle bygger på virkelige hændelser og personer, forklarer Vollmann i sit 50 sider lange noteapparat. Spion for Gud Nogle kender vi fra historiebøgerne - Lenin, Stalin og Hitler f.eks. - mens andre er mennesker, som er gået i glemmebogen. Det sidste er tilfældet med Kurt Gerstein fra historien 'Clean Hands'. Han var SS-officer og arbejdede i koncentrationslejrene med at fylde Zyklon B-gift på gaskamrene. Men han var også kristen og vidste godt, at det, han gjorde, var ondt. Derfor begyndte han »som en spion for Gud« at nedskrive sine oplevelser som vidnesbyrd for eftertiden og underrettede med fare for sit eget liv diplomater fra Sverige og Schweiz om jødeudryddelserne, mens de stod på. Efter krigen blev Gersteins heltemodige indsats imidlertid ikke ført til protokols, og han blev anklaget for folkedrab på linje med en hvilken som helst anden krigsforbryder. Gerstein begik selvmord i sin fængselscelle i juli 1945. Afslappet ondskab 'Europe Central' handler ikke kun om krig. Den handler lige så meget om kunst - mere præcist om de kunstnere, der forsøgte at arbejde kreativt inden for rammerne af et totalitært regime, der kun tålte kunst, som hyldede regimets patriotiske idealer i socialrealistisk form. Den tyske billedkunstner Käthe Kollwitz anklages gang på gang for at være for »pessimistisk« i sine portrætteringer af proletariatet, mens den russiske komponist Sjostakovitj flere gange er ved at ryge i fængsel for sin »formalisme«, hvis formålsløse skønhed er en forbrydelse i sig selv. »Kan musik angribe ondskaben?«, spørger han på et tidspunkt en af sine elskere. »Selvfølgelig kan den ikke det«, svarer hun. »Det eneste, den kan gøre, er at skrige«. Og der bliver skreget en del i Vollmanns bog. At læse Vollmanns bøger er generelt en oprivende affære - hans dystre romaner om prostituerede i San Francisco ('The Royal Family') og om krig ('An Afghanistan Picture Show' og romancyklussen 'Seven Dreams') samt 7-binds værket om ondskabens historie, 'Rising Up and Rising Down', er ikke for sarte sjæle. 'Europe Central' vil helt sikkert også holde sin læser oppe det meste af natten - dels fordi den er så lang, dels fordi den viser ondskabens ansigt i dets afslappede og derfor langt mere foruroligende folder. Med den har Vollmann skrevet endnu en rædsel af en roman.