Henrik Ibsen er en verdensmagt. Vi har her i Norden en lille håndfuld forfattere, der er kendt jorden rundt, en Kierkegaard, en Strindberg, en Bergman. Men vi har ingen, der har øvet så stor indflydelse som nordmanden, der opfandt det moderne drama. Ommøblering Moderne? Her studser nogen måske og tænker, at det da passer meget bedre på de tre andre giganter. Moderne, det er sådan noget som Strindbergs gale drømmespil, Bergmans dybdepsykologiske filmstrimler og Kierkegaards dekonstruktioner. Men Ibsen er, når alt kommer til alt, nok den, der fik flyttet rundt på flest møbler i vores mentale stue. Ibsen var med til at vise Freud vej til underbevidstheden. Ibsen fandt ud af at skrive tekster ladet med undertekst. Af det lærte Tjekhov og Stanislavskij en ny troværdig spillestil, som bredte sig fra de russiske mestre til MethodActing i USA, hvor teknikken underlagde sig moderne brugsteater, fra det halve Hollywood til tv-serier som Matador og Krøniken. Intet af alt det havde været, hvad det er, hvis ikke det var for Ibsen og hans måde at lave dramatik på. Ibsen kan skrive scener, hvor folk ikke siger et ord om det, det handler om, sådan at enhver tilskuer alligevel ved, at det ikke handler om andet. Gavmild stat Jo, Ibsen er en verdensmagt. I første halvdel af det 20. århundrede yndede englænderne at sige, at de to vigtigste moderne engelske dramatikere var ireren Bernhard Shaw og nordmanden Henrik Ibsen. Det er de omsider holdt op med at sige, men det er vist stadig sandt, at solen ikke kan gå en eneste af sine 24 timers ture rundt om Jorden uden på et eller andet tidspunkt at kaste sine stråler på en opførelse af 'Et Dukkehjem'. Er der noget livsværk, der fortjener en udgave efter de højeste videnskabelige idealer ledsaget af kommentarer med de dybeste indsigter, så er det Ibsens. Noget tyder på, at det er, hvad han får nu, i 31 smukke bind, bragt til verden af, hvad der kan krybe og gå i norsk Ibsen-filologi. Som dansker bemærker man med en vis misundelse, at det er fire offentlige universiteter samt det offentlige Nasjonalbiblioteket og Norges offentlige forskningsråd, der betaler gildet. Ikke noget med at rende til private fonde og firmaer for at løse en offentlig opgave deroppe, nej. Festligt jubelår Det er i år hundrede år siden, Ibsen døde. Nordmændene står ved indgangen til et jubelår af H.C. Andersen'ske dimensioner. Der er ikke de skrå brædder i Norge, som der ikke bliver spillet Ibsen på. Der udkommer biografier og studier. Betty Nansen Teatrets genistreg med 'Peer Gynt' udsat for rappere aflægger visit. Og så får Henrik Ibsen i anledning af det runde år altså udgivet sine samlede værker. Det har han prøvet fem gange før. I 1928 var det hundrede år, siden han blev født. Det blev startskuddet til den hidtil største udgave af Ibsens samlede værker, af samme grund kaldet 'Hundredårsudgaven'. Den tog det 29 år at få stablet på benene. Men de første samlede værker udkom allerede otte år før hans død, mens han endnu var i gang med at skrive. Så døde han. Det blev anledning til en ny gang samlede værker, nu en 'Mindeudgave'. I 1914 var det hundredårs jubilæum for Norges løsrivelse fra Danmark. Hvad var mere naturligt end at fejre det med en 'Jubilæumsudgave' af Ibsens samlede. Fjerde forsøg hed 'Standardudgaven', og det femte, 'Hundredårsudgaven', lagde så beslag på den næste tredjedel af århundredet. Nu kommer så den foreløbig seneste, endegyldige udgave. Det skal gå anderledes stærkt med den. Det sidste af de 31 bind skal komme i 2008. Forbilledlig filologisk standard Hvad angår nøjagtighed og pålidelighed, tyder premierebindet på højeste standard. Jeg har ikke siddet og talt bogstaver, men det har udgiverne tydeligvis. Vi får ikke bare at vide, hvilket forlæg de trykker efter, men også hvilke eksemplarer af samme oplag, de har sammenlignet for at sikre, at der ikke er »satsintern variation«, hvilket betyder »ændringer foretaget under trykkeprocessen i samme oplag«. Så er vi rolige. I nogle af de tidligere samlede værker har nordmændene taget sig visse friheder. I begyndelsen af karrieren brugte Ibsen dansk retskrivning. Men han blev glad for de forslag til en mere fællesnordisk ortografi, som gode skandinavister udsendte, da han var en snes år inde i sit forfatterskab. Dem brugte han derefter. Norske udgivere har så været tilbøjelige til at rette hans tidligere skrifter til efter disse mere nordiske - og derfor mere norske - regler, som de tror, han ville have brugt fra starten, hvis han havde kendt dem. Og lidt til i norsk retning, nu de var i gang. Den slags er der selvfølgelig ikke noget af i denne udgave. Vi får konsekvente tekster og klar besked om principperne efter forbilledlig nutidig filologisk standard. Resten, det udgiverne selv har skrevet, er det for tidligt at bedømme nu. 15 bind gemüse En ting er vis, der er gået svulm i kommentarerne. I 'Hundredårsudgaven' stod der 5-10 siders indledning før hvert af de fire dramaer, der udgør første bind. Det omfang er nu 5-10 doblet, sådan at indledningerne sammen med kommentarerne fylder lige så meget som dramatikerens egen tekst og derfor har fået et helt bind for sig. Det er tidens trend, sådan er også den danske udgave af Søren Kierkegaards skrifter indrettet. Der er det praktiske fortrin ved den fremgangsmåde, at læseren så kan sidde med den ene finger i Ibsen og den anden i filologerne, uden at skulle blade frem og tilbage i samme bind. På den måde bliver det til i alt 15 bind Ibsen og 15 bind gemüse. Tynd steg Når det endnu er svært at bedømme tilbehøret, er det, fordi stegen er tynd i denne første servering. Var udgiverne begyndt midt i forfatterskabet, hvis de for eksempel havde lagt for med 'Et Dukkehjem', så havde vi kunnet føle dem på tænderne. Af det stykke foreligger der for det første noget så sjældent som to helt gennemskrevne og temmelig afgørende forskellige versioner. For det andet er der et ocean af udenværker: opførelser, modtagelse, tolkninger, virkninger, påvirkninger. Det bliver ved fremlæggelsen af den slags tekster, udgiverne må træde i karakter, vise mod til at skære væk og vælge det væsentlige. Det behov foreligger ikke med stykkerne i det bind, de - logisk nok, men også en anelse forsigtigt - har valgt at præsentere sig med, Ibsens første fire stykker. Som vi næppe havde hørt om, hvis ikke det var, fordi Ibsen senere blev til Ibsen. Kun 22 år gammel begyndte han med at efterligne Schiller i 'Catilina' og Oehlenschläger i 'Kæmpehøjen'. Uden at vække opsigt. Begynderskavanker Et af de tilsyneladende faste punkter i indledningerne hedder 'Opførelse'. Det fylder kun en halv side for 'Catilina's vedkommende, for stykket »blev ikke opført i Ibsens levetid«. Jeg glæder mig til at se, hvordan de vil klare det punkt, når de kommer til 'Et Dukkehjem', 'Vildanden' og 'Hedda Gabler'. I samme stykke afbrydes de pæne blankvers et sted af en drikkevise: »Bacchus vi hylde / glade vi fylde / Bægret til Randen, / drikke hans Pris«. De linjer bevæger kommentatorerne til at skrive 3 - tre! - fulde sider om drikkevisens nyere historie, fordi »det er ikke sandsynligt, at Ibsen var totalt ubekendt med den dansk-norske drikkevise- og selskabssangtradition«. Nej, det er det vel ikke. Og så, hvad? Når stykket aldrig blev opført, er det ikke, fordi den unge mand holdt sig tilbage, men fordi det blev kasseret af Christiania Theater. Udgiverne oplyser for fuldstændighedens skyld navnene på samtlige medlemmer af den direktion, der har ansvaret for afvisningen. Det er »general Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, amtmand Erik Rørik Møinichen, borgmester Christian Zetlitz Bretteville, lektor Lorentz Christian Langberg og ingeniørkaptajn Theodor Christian Anton Broch«. Nu ved vi så det. Hvad vi så ellers skal med den viden. Nå, det er formentlig begynderskavanker, affødt af for god plads. De skal nok rette sig, når vi kommer til den Ibsen, som er grunden til, at vi fejrer ham. Til den tid bliver der kamp om pladsen. Så må væsentlighedskriteriet frem, hvis kommentaren heller ikke til den tid skal fylde mere end Ibsen selv. Oprør mod samtidens dårligdomme Da Ibsens 25-års jubilæum som forfatter nærmede sig, foreslog han sin forlægger at fejre det med en ny, rettet udgave af sit debutstykke 'Catilina', bl.a. med den gode begrundelse, at man her finder første version af forestillingen om, at en mand har et kald, som han havde udviklet videre til det sublime i 'Brand'. I forordet til den ny version ønsker Ibsen, at hans venner vil modtage denne ny 'Catilina' som en hilsen »ved afslutningen af et tidsrum«. Det er profetiske ord. Han var da 47 og verdensberømt, især for de to store tanketunge læsedramaer 'Brand' og 'Peer Gynt'. Han kunne have sat sig på sine laurbær, som der allerede var mange af. Og blevet siddende, i ro og mag. I stedet brød han op, afrundede tidsrummet og begyndte fire år senere med 'Et Dukkehjem' forfra på et helt nyt forfatterskab. Rasende gjorde han oprør mod samtidens dårligdomme, kvindeundertrykkelsen ('Et dukkehjem'), hykleriet ('Vildanden'), miljøsvineriet ('En folkefjende'). Og skabte på samme tid et nyt teater. Menneskers komplicerede forhold Hvis nogen mener, at hans problemdramatik er forældet, skulle man måske lige nævne titlerne på et par af det tilstundende jubelårs udgivelser. I New York udkommer en bog af Shuei-may Chang: 'At kaste familiens lænker - Om Ibsens Norafigur i moderne kinesisk litteratur 1918-1942'. I Norge udkommer Chengzhou He, også på engelsk, med 'Henrik Ibsen og moderne kinesisk drama'. Forlagets præsentation begynder sådan: »Henrik Ibsen er en af de mest indflydelsesrige udenlandske forfattere i det 20. århundredes Kina«. Man forstår, at der findes en strømning, der hedder 'kinesisk Noraisme'. Jo, Ibsen er en verdensmagt. Men der er noget, der er endnu vigtigere ved de stykker, han langsomt skrev sig frem til at kunne skrive. Glem bare alt om problemerne, hvis de forekommer bedagede, for der er noget endnu mere holdbart i disse tekster. Ibsen kunne skrive om det sværeste af alt, de ufatteligt komplicerede forhold, mennesker skaffer sig til hinanden. På det punkt er han fuldstændig moderne, aldrig overgået.