Husker I prinsesse Diana? Det var hende, som døde uventet og ung i en bilulykke, og hele verden, dvs. vores lillebitte del af verden, gik amok i meget offentlig sorg, fulgt af spekulationer om, hvordan det dog kunne være gået til. Det skete i 1997, men virker, som om det er 100 år siden. Ikke desto mindre kan nogen måske erindre, at der var en lille hvid bil involveret i det, som skulle ende med tre menneskers død i en parisisk tunnel. Tydeligt konstrueret Den hvide bil blev ikke fundet og spillede sandsynligvis en inferiør rolle i ulykken. Ikke desto mindre er den udgangspunkt for den britiske forfatter Dan Rhodes roman 'Den lille hvide bil'. Eller rettere føreren, den 22-årige på det tidspunkt midt om natten godt stive og skæve fotograf Veronique, er både det fiktive udgangspunkt og hovedpersonen i en handling af den type, som man enten finder sprudlende morsom og kækt fundet på - eller også virker den tydeligt konstrueret og ikke spor interessant. Desværre synes denne læser, at romanen hører til sidstnævnte kategori. Mangel på fascinationskraft Romanen er ikke totalt charmeforladt, den har sine skæve indfald. Men verden er fuld af ægte charme og meget, meget skæve ind- og udfald. Den er også fuld af forvirrede unge kvinder (og mænd!) som roder rundt i deres liv, indtil de enten holder op med at rode, eller til de ikke gør og bare bliver ældre og ældre og stadig mere trættende og irriterende. Skal man læse fiktion, skal det - efter min mening, og andre kan være meget uenige - være noget mere end rent tidsfordriv. Det skal være som at gå ind i en anden virkelighed, hvor der sker noget, som er fascinerende på en eller anden måde. Det kan godt være på en lille uprætentiøs måde. Men med et særligt noget, man forføres af. Det har 'Den lille hvide bil' ikke.