Åh, denne madame, som har æltet sig frem af avantgardekunstneren Claus Beck-Nielsens kropsmaterie! Og ikke mindst: sprøjtet sig ind i hans skrivevener, så de flyder over af den materie, der driver det kvindelige kredsløb: kærligheden. Det er nu tredje gang, vi får en roman fra kunstnerens hånd skrevet under navnet Madame Nielsen. Og jeg er hver gang henrykt. Som Kvinden så ofte er det: henrykt, henrevet, henført, her af en skrift, hvor »sproget folder sig ud og slynger sig uhæmmet panisk suverænt i strømme, der nægter at ophøre, nægter at nogensinde nå til et punkt«, som der står i bogen om Kvindens breve, med noget, der tilnærmelsesvis også kunne være en karakteristik af dens egen syntaks.
Jegfortælleren i denne kærlighedsroman er ganske vist en mand. Men hans fortælling drives frem af indskudte kortfattede spørgsmål fra ’Madame’, der har fået rollen som diskret intervenerende tilhører, måske en slags shrink. »Lad det hvile, Madame«, beder fortælleren i starten sin tilhører. »Hvordan kunne jeg lade det ske? Når forelskelsen, den store passion, én gang slår ind i et menneskes liv, er det med en kraft, der er voldsommere end verdenshistorien«. Vi svæver her mellem filosofisk alvor og kulørt kliché, og dér er godt at svæve. Typisk for Nielsens romaner hører vi her et tydeligt ekko af en filosofisk idé: Alain Badious idé om kærligheden som en lige så omstyrtende begivenhed som revolutionen.
