Da vi krydser grænsen fra Dnipropetrovsk til Donetsk Oblast og nærmer os Slovjansk, bliver vejene stadig mere ufarbare, og vi må køre i slalom mellem kratere fra granatnedslag, i vejsiden ser vi en række hastigt dækkede grave med på stedet sammenhamrede kors, og min ukrainske oversætter, den almindelige mand fra Kijev, bliver stadig mere nervøs; for ham såvel som for stort set alle de ukrainere, jeg har mødt på min rejse rundt i det kolossale land, er krigen i Donbas ikke virkelighed, men et fantasme på YouTube, ligesom deres forestillinger om ’prorussere’ er præget af fordomme og skræk.
Pludselig er vi inde i byen, og vi spejder efter de sønderbombede huse, vi har set i klip fra russiske, men også vestlige medier. Men da vi stiger ud på den centrale plads, hvor Lenin stadig står foran rådhuset i gråsort granit, for tiden patriot med lyseblå-gul halsklud, har vi ikke set et eneste udbombet hus; ruiner, ja, men de skyldes tiden, provinsens forfald.
