Signe Maxens debutroman handler om et ungt menneske med ondt i livet. Jegfortælleren Sigrid beretter retrospektivt om sit sygdomsforløb, fra hun halvandet år efter gymnasiet opsøger lægen med diffuse mavesmerter, som hun tilskriver melankoliens sorte galde, til hun er blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling, hvor hun har været indlagt med nervøs spisevægring. Ind i denne beretning væver sig tilbageblik til årene, som går forud: det tætte forhold til storesøster Fie, det smertende forhold til den kræftsyge far, det distancerede forhold til moderkroppen, det vanskelige forhold til egen- og søsterkroppens kønsmodning.
Kroppens vilkårlighed er et tema fra starten: »Det var en sorg at finde ud af, at kroppens forsvar mod døden er tilfældigt«, lyder konklusionen på gymnasietimerne i biologi, og faderens sygdom får Sigrid til at undre sig over, at kroppen både har livsnødvendige og overflødige dele: »En slags need-to-have og nice-to-have kropsdele«.
