Myterne om den amerikanske drøm er ofte så massive, at de skygger for sandheden om, at ikke alle kan blive til noget. Og at enhver, uanset hvor langt de rykker frem i livet, har en forhistorie, de aldrig kan ryste af sig. »Ingen i verden kommer fra det rene ingenting«, som bogens jegfortæller i ’Mit navn er Lucy Barton’ siger – og hun burde vide det.
Da romanen tager sin begyndelse, ser Lucy tilbage på en tid, hvor hun er indlagt på hospitalet med komplikationer efter en simpel operation. På det tidspunkt var hun en ung, lovende forfatter, lykkeligt gift og mor til to små piger – endda bosat i New York, og hvis man kan »make it there«, kan man som bekendt »make it everywhere«, som Sinatra synger. Alligevel er hun inderligt ensom. Da hendes mor efter mange års adskillelse pludselig dukker op ved hendes sygeseng, vågner slumrende erindringer i Lucys sind. Minder om en barndom i den største fattigdom, om svigt, overgreb og om et Amerika, der på alle måder ligger langt fra Manhattans milliondyre skyskrabere.
