Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Valeria Luiselli (f. 1983 i Mexico) springer i tid og sted i sin roman ’De vægtløse’ – den første oversat til dansk.
Foto: PR

Valeria Luiselli (f. 1983 i Mexico) springer i tid og sted i sin roman ’De vægtløse’ – den første oversat til dansk.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Ny roman drømmer sig væk fra moderskabets klaustrofobi: 'De vægtløse' er en fryd at læse fra start til slut

En ung mor i et hus fuldt af tilstoppede toiletter dagdrømmer om det helt frie liv ved hjælp af en for længst afdød digter. Valeria Luiselli byder på frydefuld litteratur.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er på høje tid med nyt fra Mexico, landet, hvor man ikke kan gå 200 meter uden at løbe ind i en flok mennesker, der er i gang med en eller anden form for kreativt eller aktivistisk arrangement. Landet, der af mange bliver set som det mest progressive i Latinamerika; selv om vi her i Europa sjældent hører om andet end narkobander og lader, som om vi er nede med det mexicanske, fordi tacos nu er blevet den nye dille i New York og dermed også i Københavns hipsterkvarterer.

Det er nu ikke, fordi Valeria Luisellis roman ’De vægtløse’ egentlig handler så meget om selve Mexico. Den handler faktisk ikke så meget om noget ydre, men er skrevet som én lang stream of consciousness, hvor vi tydeligt er inde i hovedet på den kvindelige fortæller, der sidder i et hus i Mexico City og mindes dengang, hun boede i New York og ikke var bundet af småbørn, daglig pasning af hus og hjem og en mand, der lidt efter lidt forsvinder, sådan lidt ud i det blå. Et tema, der springer i øjnene, er fastlåsthed. Klaustrofobi i forhold til tid, til rum, til moderskab:

»Om dagen kan jeg kun skrive når babyen sover sin middagslur ved siden af mig. Hun knuger min højre hånd for at falde i søvn. Jeg skriver lidt med venstre hånd. (...) To eller tre gange forsøger jeg at få min hånd tilbage, at liste den ud mellem hendes fingres diminutive tremmer og få den tilbage til tastaturet (...) Hun vågner og græder og kigger fortørnet på mig. Jeg giver hende min hånd tilbage, og så elsker hun mig igen«.

Babyfingre som tremmer! Hvilket på én gang ømt og brutalt billede på moderskab!

Det er magisk realisme, men jeg får lyst til at begå den frækhed at kalde den surrealistisk i stedet for magisk

Måske er det netop denne fastlåsthed, nærmest fangenskab, der får fortælleren til at drømme sig væk, mindes dengang, hun var fri, boede i New York og kom og gik, som det passede hende, i sit hjem, der stod åbent for op til flere elskere og kammerater. Under sit forlagsarbejde med at skrive konsulentudtalelser om oversættelsesværdige latinamerikanske forfattere falder hun over den mexicanske digter Gilberto Owen (som levede samtidigt med Frida Kahlo, og som i bogen render rundt sammen med en bøvet portrætteret Federico García Lorca), som hun ikke kan slippe igen. Efterhånden opløses fortællerstemmens bevidsthedsstrøm i tid og sted og fletter sig ind og ud af Owens liv i USA i 1920’erne og frem; denne Owen, som også måtte manøvrere blandt alle de gringos, der eksotiserede ham og andre latinoer på den ene eller anden måde. Og som også var fanget i en krop, der skabte begrænsninger.

Opløsningen af tid og fortællerstemme er en genial kontrast til fastlåstheden med to små børn i et hus, hvor alle toiletter er tilstoppede, og som hun næsten aldrig mere forlader. Bare at drømme sig væk fra det hele, måske ligefrem mindes at se spøgelser nede i subwayen, dengang hun boede i New York. Det er magisk realisme, men jeg får lyst til at begå den frækhed at kalde den surrealistisk i stedet for magisk, for det er ikke til at vide, om hun drømmer eller først begynder at se Owen her og der på gaderne, efter at nogen putter noget i hendes drink på en bar.

Måske hallucinerer hun? Under alle omstændigheder gad jeg godt se en David Lynchsk stemning i en filmatisering af romanen.

Selv om det lyder kompliceret med flere stemmer, der endda ytrer sig på forskellige tidspunkter, er det ikke spor svært at følge med i hvad, hvem og hvor.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og humoren er høj og ofte til stede, når vi følger Owen i New Yorks Harlem, hvor både de intellektuelle og de, der gerne vil være det, sætter hovedet på skrå, hagen mellem fingrene og nikker indforstået om litterære termer eller moderne kunst og mener at vide mere om latinamerikansk litteratur end latinoerne selv.

’De vægtløse’ er en fryd at læse fra start til slut, og særlig behageligt er det i kraft af Peter Adolphsens flydende lette oversættelse til dansk. En gennemført fornøjelse. Lad os endelig få flere danske oversættelser af Luiselli.

Mød Valeria Luiselli på Louisiana Literature i morgen

louisiana.dk

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden