Det er på høje tid med nyt fra Mexico, landet, hvor man ikke kan gå 200 meter uden at løbe ind i en flok mennesker, der er i gang med en eller anden form for kreativt eller aktivistisk arrangement. Landet, der af mange bliver set som det mest progressive i Latinamerika; selv om vi her i Europa sjældent hører om andet end narkobander og lader, som om vi er nede med det mexicanske, fordi tacos nu er blevet den nye dille i New York og dermed også i Københavns hipsterkvarterer.
Det er nu ikke, fordi Valeria Luisellis roman ’De vægtløse’ egentlig handler så meget om selve Mexico. Den handler faktisk ikke så meget om noget ydre, men er skrevet som én lang stream of consciousness, hvor vi tydeligt er inde i hovedet på den kvindelige fortæller, der sidder i et hus i Mexico City og mindes dengang, hun boede i New York og ikke var bundet af småbørn, daglig pasning af hus og hjem og en mand, der lidt efter lidt forsvinder, sådan lidt ud i det blå. Et tema, der springer i øjnene, er fastlåsthed. Klaustrofobi i forhold til tid, til rum, til moderskab:
