En af mine litterære venner sagde engang: »Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad Dorrit Willumsen skriver om, bare hun skriver«. Sådan har jeg det faktisk også. Det er altid en stor nydelse at læse Dorrit Willumsens udsøgte prosa med hendes tæt sansede, glasklare billedbrug og overrumplende indsigter.
Nu er det jo ikke sådan, at det ikke er vigtigt, hvad hun skriver om. Og hun er som en seismograf i sin aflæsning af fænomener i den moderne verden, blandt andet den tingsverden, hendes personer registrerer og forsøger at udfylde den indre tomhed og ensomhed med.
