Min mor var blå«. Sådan falder de første ord i Delphine de Vigans roman om sin mors selvmord: ’Alt må vige for natten’. Liget af den døde kvinde havde nået »en blegblå og askefarvet nuance», da datteren, forfatteren, fandt hende en morgen i januar. Nogle år senere blev Lucie, som moren hed, centrum i den store roman. En roman, man ikke forlader, før man har fået mærker af den.

Utroligt nok kom der en 2’er: ’Baseret på en sand historie’. Her driver Delphine de Vigan sin udforskning af sindets dybder og romangenrens muligheder til nye højder. Jeg kender ikke andre forfattere i vores samtid, der behersker kunstens muligheder og litteraturens nyeste teknikker så suverænt. Autofiktion? Måske, men taget til nyt og vildt niveau. Man er høj af spænding, når man læser ’Baseret på en sand historie’, en spænding, som gælder både det psykologiske, det eksistentielle og det formelle, romantekniske. Så forførende intelligent alt sammen.