For snart tre år siden læste jeg en ultrakort roman af den brasilianske forfatter Hilda Hilst (1930-2004). Hende havde jeg aldrig før hørt om, men bogen slog benene væk under mig. ’den uanstændige madam D’ (1982), som den hed, er en monolog fortalt af enken Hillé, som er gammel og rasende, men stadig lidenskabeligt optaget af at stille spørgsmål til tilværelsen.
Det gjorde dybt indtryk på mig at følge den udstødte kvindes rablende samtale med de mænd, der uretfærdigt har bestemt over hendes liv, men som hun alligevel ikke har kunnet undgå at elske – den afdøde mand, den afdøde far og selveste Gud. Og ikke mindst gjorde det indtryk på mig, at Hillé, som hele livet har forsøgt at få Gud i tale, trods al sin elendighed ender med at konkludere, at han må længes efter at være som hende: »Det slår mig, Herre, at på sin vis, jeg ved ikke, hvorfor, men det slår mig, at du brændende længes efter at være Hillé, efter den forpintes tilværelse. OG AT FØLE«.
