0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

2 hjerter: Kendt børnebogsforfatter har skrevet en bog for voksne. Og det er en flad omgang

Kim Fupz Aakesons nye voksenbog er desværre en flad omgang og savner såvel indlevelse som opfindsomhed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Robin Skjoldborg
Foto: Robin Skjoldborg

Kim Fupz Aakeson er også manuskriptforfatter, det ser man tydeligt, men det er jo en roman, det her, ikke et filmmanus.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I min familie elsker vi Kim Fupz Aakesons børnebøger, især Vitello-bøgerne, vi elsker dem for deres humor og skæve karakterer og vidunderligt meningsløse plot.

Men det er der desværre ikke meget af i hans nye voksenbog, romanen ’Fangeleg’. Her møder vi barndomsvennerne Sammy og Anis, de har begge været nogle rødder, nu mødes de igen i fængslet, på hver deres side af loven – og med en kvinde i midten.

Der er den hyggeracistiske fangevogter Henrik, der har en kernefamilie med kone og børn, men egentlig er til mænd. Der er Miriam, hun arbejder også i fængslet, hendes søn har en narkogæld, så hun laver en aftale med bandekongen Khalid.

Karaktererne/fængselsbetjentene har med andre ord alle sammen deres små hemmeligheder, der efterhånden vokser dem over hovedet. Plottet fungerer, det er ikke det, men det er på en måde også problemet. Man kommer effektivt igennem bogen, i korte kapitler krydsklippes fra den ene til den anden til den tredje hovedperson, man kan se det for sig, og alligevel (eller derfor) forbliver man som læser også ret uberørt og upåvirket.

Jeg savner dybest set mere kød og blod i persongalleriet. Mindre mekanik, mere menneske. Man har de her karakterer, ansatte og indsatte i det samme fængsel, og deres skæbner flettes gradvist mere og mere sammen, det indenfor og det udenfor, men det forbliver meget maskinelt og lettere forudsigeligt, og karaktererne bliver aldrig på noget tidspunkt levende, og beskrivelserne af dem aldrig indlevende.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce