I 1981 uddelte Paris’ borgmester en af byens fornemme kulturpriser, Grand Prix de la Création de la Ville de Paris for årets bedste tegneserie, til en ung belgisk serieskaber. Borgmesteren dengang hed Jacques Chirac, og han blev som bekendt siden præsident. Prisvinderen var Benoît Sokal, og vinderserien var ’Canardo’, der blev mere kult, end den allerede var, da et fotografi af Chirac med et album i hånden blev trykt i avisen.
Canardo er en and. Og så er han detektiv af den gamle skole. En sprut-, damer- og smøger-detektiv med magnetisk forstyrrelse af det moralske kompas. Hans navn spiller på dobbeltbetydningen af det franske ord ’canard’, som både betyder ’and’ og ’skrøne’ (ligesom en historie på dansk også kan være en ’and’), og den galgenhumoristiske serie er på en gang vittighed og hårdkogt røverhistorie.
