Den gennemgående figur i Josefine Klougarts nye roman er rebet, tråden, strengen, båndet, hængslet, det, der forbinder os med hinanden. Det, der forbinder menneske med menneske, men også det, der forbinder mennesket med det ikkemenneskelige, med det, vi i gamle dage kaldte ’naturen’. Vi læser om snerletråde, nervetråde og erindringens brændende gopletråde, om at trække tråde og rede trådene ud; vi læser om navlestreng og slægtens bånd og ankertov og tøjr og reb og et hæklet barnetæppe, der er som spindelvæv. Vi læser om et moderligt blik, der rier verden sammen om det lille barn.
Romanen består, som alle Klougarts romaner, af erindringsbilleder. Vi følger forfatteren Barbara fra barndommens paradisiske have på Mols til voksenlivet på Christianshavn. Fra datter til mor, eller til der, hvor hun er blevet mor, men fortsat også er datter. Der, hvor hun sidder i barndomshjemmet med mor og søster og sit lille barn, mens far ligger alvorligt syg på hospitalet. Der, hvor det »det almindeligste af alle mirakler«: fødslen og »den almindeligste af alle tragedier«: døden er nærværende samtidig.
