En lille dreng, barfodet og tidligt på færde i en vågnende landlig husholdning; kvinder, der har været endnu tidligere oppe denne aprilmorgen i 1908 for at sætte vand over til storvask. Det unge liv, det spæde forår, ja det helt nye århundrede ligesom dirrer af forventning. Tyst lister han rundt, men inde i hovedet larmer tanker og drømme om jordbærbede, latter og dagen, som er ved at begynde. For Armands elskede barnepige er hentet ind fra sit liv som gift kvinde for at hjælpe til, og dér er hun jo, herlige Antoinette:

»Hun går frem og tilbage med favnen fuld af linned, hendes fine hår er rødt, Antoinette er rødhåret, ikke en rødtop, han kan ikke lide det ord, som hans far af og til bruger. Antoinette er rødhåret som den ræv, han og hans mor så sidste vinter, da de gik hen over den store sæter en snevejrsaften«.