En senegalesisk Bolaño. Sådan kunne man beskrive Mohamed Mbougar Sarr. Den unge forfatter er bosiddende i Paris, men oprindelig fra Dakar i Senegal, og ’Menneskets dybeste erindring’ er hans fjerde roman. Det er især Bolaños ’De vilde detektiver’, jeg tænker på. Men hvor denne foregår i Mexico City i et avantgardistisk digtermiljø og følger digteren Arturo Belano, Bolaños alter ago, hedder fortællerjeget og forfatterspiren hos Sarr Diégane Latyr Faye, og i virkeligheden er hovedpersonen i ’Menneskets dybeste erindring’ en helt anden forfatter, nemlig T.C. Elimane, der udgav det sagnomspundne mesterværk ’Umenneskelighedens labyrint’ i 1938, men siden forsvandt fra Jordens overflade.
Ligesom Elimane er Diégane sort og rejst til Frankrig fra Senegal, og det er det, der er omdrejningspunktet: at være en fremmed i Paris, at være afrikaner i Europa, men også pludselig få opmærksomhed og anerkendelse. Pludselig at blive udråbt til at være »den sorte Rimbaud« og den ambivalens – for slet ikke at tale om racisme – der ligger i det. Ligesom når jeg selv kalder Sarr for en senegalesisk Bolaño og dermed ikke bare sammenligner ham med, men indskriver ham i en vestlig kanon.
