Lyt til artiklen
Man bliver lys i sindet af Gyrðir Elíassons digte. Mærkeligt i grunden, for sjældent har man set en digtsamling så fuld af farven sort. Hunden er sort, båden på søen er sort, og asfalten er så sort, at folk må sove med lyset tændt. I digterens yndlingshabitat, kirkegården, knæler en mand med et sort dække.
Sort ser det ud. Når man alligevel bliver opstemt, er det, fordi Elíassons humoristiske sans ikke fejler noget. »En ældgammel mand/ kommer cyklende ud gennem/ kirkegårdsporten,/ har tydeligvis opgivet at lade sig begrave«.
