En kvinde vil bede sin fraskilte mand om at blive natten over, men gør det alligevel ikke, »dels fordi jeg var bange for at han ville sige nej, dels fordi jeg ikke var helt sikker på at det var det jeg selv ville«.
Her ser man et grundtræk ved Carl Frode Tillers metode. Et menneske har sine motiver, men ved sjældent, nøjagtig hvad de går ud på. Bag enhver handling gemmer sig et motiv, bag motivet et andet, måske et tredje bag det andet. Det er ikke kun forfatterens måde at se mennesker på. Sådan ser de også på hinanden (men ikke altid på sig selv!). »Ja …, sagde hun tøvende// Det var naturligvis en måde at sige »egentlig ikke« på, det forstod jeg jo«.
Den skriveteknik gør det morsomt at være læser. Man skal selv på arbejde. I sin nye bog har Tiller udbygget metoden med et greb, der gør ham endnu mere interessant, men også mere krævende at læse. Han blander synsvinklerne på en måde, jeg ikke mindes at have mødt før.
Plot er godt
Handlingen i den korte roman med den korte titel ’Flugt’ er enkel og frygtelig. Kernen, som aldrig skildres, er det grusomste, et forældrepar kan udsættes for. De mister deres 12-årige søn i en ulykke. Fortællingen er spundet af sorg og skyld i stadig nye blandinger, med drengens to bedstemødre og hans morbror og faster i roller, der gør ondt værre.
Den døde dreng, Johannes, har også fået en stemme. Han var kun rigtig glad, når han kunne gå tur med hunden Bonzo og lade, som om han og hunden var veninder. Hans forældre tilskynder ham til at være »en rigtig dreng«. Han elsker at tage kjole på og bruge moderens sminke. Han nyder at tage bussen sammen med ’veninden’. Man må ganske vist ikke have hunde med i bussen, men Johannes spiller blind, foregiver, at Bonzo er hans førerhund. På bagsædet i bussen kan han sætte et spænde i håret, uden at andre kan se det.
Drengen gemmer kort sagt på en pige, uden at forældrene opdager det. Det er så svært for mennesker at få øjnene op for hinanden. Det gælder også de to sorgramte. Hun var pianist, måske for meget hjemmefra som i Ingmar Bergmans ’Høstsonate’, nu stærkt afhængig af rødvin. Han er arbejdsnarkoman på et museum. De skiller sig af med Bonzo uden at have opdaget, at hunden er for deres outsidersøn, hvad den røde kat var for drengen i P.O. Enquists ’Min morfars hus’. Som psykolog er nordmanden Tiller de to svenskeres arving og ligemand.
Men det mest raffinerede træk ved Tillers fortællemåde er han ene om. Megen prosa kan beskrives som musikalsk, men ingen helt som hans.
Fortællere på rad
Til at begynde med blev jeg forvirret. Der er et ’jeg’, der spiller klaver og kalder sin mand Sakarias. Der er også et ’jeg’, der hænger over sin computer, kalder sin kone ’Elisabet’ og er bekymre over hendes tiltagende alkoholindtag. Og der er et tredje ’jeg’, der kalder de to ’mor’ og ’far’ og for det meste er inde i sit helt aflukkede indre.
Det er jo set før, en bog med tre fortællere. Det unikke her er, at prosaen skifter umærkeligt mellem dem, gerne midt i en sætning. Det sker, at scenen er realistisk, i familiens stue, på bedstemorens plejehjem. Så bevæger en sig, rummet udvides, bliver til en sti i en skov med motorvejens støj i det fjerne, og ’jeg’ er blevet forvandlet.
Det kan lyde sådan her: »Og så gik vi ind i stuen, jeg først og Robert lige bagved, og jeg lå helt stille i sengen og så os gå gennem stuen«.
Eller sådan:
Ægtemanden Sakarias siger, at »jeg tog æsken med opvaskemiddel frem, vippede låget og hældte det hvide pulver ned i beholderen, og det sneede og sneede, det væltede ned, store, lette fnug kom vuggende ned fra mørket, og hvis det sner mere nu, vil jeg ikke kunne komme ud med bilen uden at skovle sne først, og det orker jeg ikke, tænkte jeg, der er kun en halv time til jeg skal hente Sakarias«.
Her sker overdragelsen af stemmen fra den ene til den anden ved hjælp af de hvide fnug, der først er vaskepulver, så sne. Det er lidt, som når et instrument i kammermusik overtager melodien fra et andet.
Sammensmeltning er, hvad denne skrivemåde forårsager: »Som om jeg tænkte og følte gennem andre, og som om andre tænkte og følte gennem mig, som om der ikke fandtes nogen barrierer længere, eller som om jeg var en slags passage, et sted som livet strømmede igennem, ikke mit liv, men selve livet«.
Musik er bedre end plot
Det er ikke musik i al almindelighed, der har inspireret Tiller. Det er Johann Sebastian Bach. ’Flugt’ hedder romanen. Titlen går på disse menneskers forhold til sorgen. Men man bør også oversætte titlen til latin, fuga, for det er jo den kompositionsteknik, hvor den ene stemme videreføres eller modsiges af den næste.
Sent i bogen kommer dens opskrift frem til overfladen. Elisabet lytter til Glenn Gould, »melodilinjerne flød sammen og skiltes ad, flød sammen og skiltes ad igen, og jeg var i dem alle sammen samtidig, jeg var i strømmen, musikken bølgede gennem mig og jeg lavede bølgende bevægelser med begge hænder«.
Det er Bachs ’Das Wohltemperierte Klavier’, hun hører. Bach har skrevet den i to bøger med 12 stykker i hver. Tiller har brugt 24 kapitler til sin veltempererede fuga om sorg. Det kræver en ualmindelig dygtig oversætter at holde tonen. Sådan en er Sara Koch.
fortsæt med at læse
