Hvis stjerneforfatteren Johannes Anyuru stiller op til Europa-Parlamentet næste gang, får han min stemme! Ikke fordi hans roman ’Ixelles’ har svarene på, hvad fanden vi stiller op med klimakrise og flygtningestrøm, fake news, bandekrige og sure landmænd. Men fordi han gør noget, vi har akut brug for: viser vej ind i »ulykkebørnenes« drømme. Fortæller en Romeo og Julie-historie, så ung og så usminket, at den ligner poetisk propaganda, men lander et andet og klogere sted.
Anyuru, der er svensker med rødder i Uganda, kunne have kigget i sin egen baggård for at trække et par fronter op mellem indvandrere og gammelsvenskere, mellem storbyens rigmandsghettoer og bandestyrede fattigkvarter. I stedet flytter han sin kærlighedshistorie til det europapolitiske hovedkvarter, Belgien. Måske fordi han dermed lettere kan slippe socialrealismens lokale tyngdekraft, måske fordi hele Europas postkoloniale skam her kan beskrives med ét eneste magnetiserende ord, Congo. Den belgiske kong Leopolds gamle legeplads.
