Der er en central scene i Aminatta Fornas roman, hvor en flok universitetslærere i Sierra Leones hovedstad, Freetown, diskuterer 'Apollo 11''s skelsættende månefærd: »Dette er det nye kapløb om Afrika. De kappes om rummet. For hundrede år siden var det os, de sloges om. Vort land, vor rigdom, vore sjæle«, siger en af de unge mænd, der har tillid til både sig selv og sin evne til at forme fremtiden. 'De' er selvfølgelige de hvide, de rige og entreprenante. Dem, der her i sommeren 1969 drøner ud ad mælkevejen, glemmer gammelt erobret land og dermed – måske – levner plads til Afrikas egne lokale frontløbere.
I hvert fald har frihedens og studenteroprørets interkontinentale vinde pustet liv i modet og håbet hos den gruppe lektorer her på Vestafrikas kyst, hvor Aminatta Forna nok så dramatisk lader sin historiske kærlighedshistorie slå rod. Fra sit dødsleje mindes universitetslæreren Elias Cole sine kollegaers kollektive ungdommelige mod, som hurtigt slog om i angst og fejhed, da statsmagten smed hele bundet i fængsel på baggrund af en systemkritisk artikel med titlen ’En sort mand på månen’. LÆS OGSÅJes Stein: BogForum kan sætte ind dér, hvor Louisiana Literature svigtede
